FODBOLD: Serie 1, herrer

Storvorde/Sejlflod/GIF – Nibe BK: 3-3 (2-1)

Mål: 0-1 Gustav Sløk Jensen, 2-2 Kristian Kierch Pedersen, 2-3 Markus Adelsen

Kampens spiller: Simon Sørensen

Lørdag eftermiddag blev det en realitet, at Nibes bedste herrehold igen kan kalde sig for Jyllandsserie hold. Det var spændende til det sidste, om oprykningen skulle komme i hus allerede inden sidste spillerunde.

Kampen startede lige som Nibe havde håbet, da de allerede kom foran efter 4 minutters spil, da Kristian Berger flot tog bolden ned på kanten af feltet ved baglinjen, hvorefter han sendte bolden på tværs, hvor en fremstormende Gustav Sløk Jensen kunne banke holden i kassen.
Så kunne man tro, at rækkens nummer 1 stille og roligt ville sætte sig på første halvleg, men det stikmodsatte skete. Hjemmeholdet lykkedes flot med at få overtaget gennem stor fysisk, lange bolde og vundne nærkampe.
Efter 14 minutter kom udligningen i en situation, hvor Nibeholdet blot blev statister, og allerede 10 minutter senere kom hjemmeholdet foran 2-1 på et fint langskud.
Mod halvlegen slutningen var der flere gode afslutningsmuligheder i begge ender, men pausestillingen blev 2-1 til hjemmeholdet, der også havde meget at spille om i den tætte bundstrid.

Nibeholdet kom godt ud til anden halvleg, hvilket kastede en udligning af sig allerede efter 7 minutter. Et gennembrud over højre kanten blev spillet ind i feltet til Magne Gottenborg, der fandt Kristian Kierch Pedersen, der på en eller anden måde fik bolden sendt i mål.
Nibe fortsatte med at presse på for et føringsmål, og efter 70 minutter sendte en perfekt stikning i dybden fra Magne Gottenborg den hurtige Markus Adelsen afsted. Han sparkede sikkert bolden i mål til en Nibe føring.
På daværende tidspunkt vidste flere på stadion, at en uafgjort ville være nok for at sikre oprykningen, da Randers Freja havde spillet 1-1 med Nibes direkte modstander om førstepladsen fra Aars. Om det var det, der fik Nibespillerne til at tage en slapper to minutter efter føringsmålet eller ej, det vidste ikke, men der blev igen bragt balance i regnskabet med en flot 3-3 scoring.
Hjemmeholdet pressede på for at hive sejren hjem, men Nibeholdet stod, som så mange gange tidligere imod, og så kunne champagnepropperne springe for tredje gang på bare to år.

Træner Mick Andersen: Først og fremmest skal der lyde et stor tillykke til drengene med oprykningen, som jeg mener, er helt fortjent. Vi har været det bedste hold i en række med rigtig mange gode hold. Jeg både tror og håber, at vi kan gøre en bedre figur i JS2 efter jul, hvis vi kan holde sammen på alle de spillere, vi har. Dog er der naturligvis plads til nye ansigter til træning og kamp, hvis det kunne friste nogen. Jeg vil også gerne takke de mange mennesker, der havde taget turen til Storvorde i dag. Det betyder meget for både spillere og trænere at mærke den opbakning. Den tak gælder også alle andre, der har været forbi Nibe Stadion i løbet af efteråret, samt dem der følger lidt med på afstand. Nu gør vi forhåbentlig den ubesejrede sæson færdig i næste weekend med et godt resultat. Det er i hvert fald det næste delmål lige nu.
Næste og sidste kamp er hjemme på søndag den 26. oktober kl. 14.30, hvor Hornbæk SF kommer på besøg.