- Mandag, 27. oktober 2025
HÅNDBOLD: 3. division, herrer
Aalestrup KFUM – Nibe HK: 27-27 (15-14)
Mål for Nibe: Gustav Hess 7, Mikkel Høj 6, Mads Krogh 5, Henrik Jensen 3, Lasse Roed og Frederik Skak begge 2, Frederik Dahl og Nicolai Emborg begge 1 mål.
Søndag eftermiddag var Nibe HK’s 3. divisions herrer i Aalestrup – en kamp, som bar præg af at begge hold havde mødt hinanden masser af gange i de sidste sæsoner.
Kampen startede jævnbyrdigt de første 15 minutter, men så trækker Nibe fra, og efter 20 minutter er holdetforan med 11-7, et godt bevægeligt forsvar og det resulterede i nogle nemme contra mål, men som det har været problemet i de første kampe, lukker gæsterne hjemmeholdet ind i kampen igen: – Vi laver for mange fejl og holder os ikke til aftalerne, og det resulterer i at Aalestrup kun er bagud med 15-14 ved halvleg, forklarer træner Mogens Roed.
Mogens Roed fortsætter:
– 2. halvleg bliver næsten en tro kopi af 1. halvleg. Vi kommer godt ud efter pausen og efter 48 minutter er vi foran med 24-19, også selvom vi bliver ramt af en del udvisninger, men så sker det samme igen – vi spiller ikke hinanden gode, og Aalestrup kommer med i kampen igen, og 2 minutter før tid er stillingen 26-26. Vi får scoret til 27-26 med 1 minut og 20 sekunder tilbage af kampen, så regner man jo nok med, at man er sikker på at få et angreb mere inden slutfløjtet. Men på fantastisk vis får Aalestrup lov til at køre tiden ud, og de scorer 4 sekunder før tid, til 27-27 efter at armen har været oppe i lang tid.
Det resulterede i store frustrationer for især Nibe træneren, og det resulterede i en protest, som efterfølgende blev trukket tilbage. – Men samtidig må vi også kigge indad, og ikke lukke Aalestrup ind i kampen, og stadig laver vi alt for mange dumme beslutninger især i angrebet. Så det var flok slukørede spillere og træner, der forlod Aalestrup hallen dén søndag eftermiddag. / JS
Næste kamp er på hjemmebane lørdag den 1/11 kl 14.15, hvor topholdet Stoholm kommer på besøg. Træneren opfordrer til, at rigtig mange kommer i hallen, og hjælper til sejr, så holdet stadig er en del af topholdene i 3 division.















