- Mandag, 27. oktober 2025
FODBOLD: Serie 1, herrer
Nibe BK - Hornbæk SF: 6-3 (1-1)
Mål for Nibe: 1-0 selvmål, 2-1 Magne Gottenborg, 3-1 Kristian Kierch Pedersen, 4-1 Gabriel Rask Martinez, 5-3 Markus Adelsen, 6-3 Selvmål.
Det var tydeligt at se på sæsonens sidste kamp søndag eftermiddag, at hjemmeholdet havde sikret sig oprykningen, og at gæsterne fra Hornbæk allerede var rykket ned. Det mest positive at sige om kampen er nok, at dagens tilskuere da heldigvis ikke havde betalt for at se kampen.
En første halvleg uden hverken nerve, flot spil eller intensitet sluttede 1-1 på først et selvmål af udeholdet og kort inden pausen en udligning. Det gik der så 45 minutter med.
Anden halvleg blev kun minimalt spillemæssigt bedre, men til gengæld blev der lavet hele syv mål, så de tilskuere der ikke gik i pausen, kunne få varmet hænderne med klapsalver.
Nibe startede med at lave tre mål i anden halvlegs første 6 minutter, og så skulle man jo mene, at den kamp var lukket, men to reduceringer af udeholdet gav alligevel en form for spænding. Den spænding varede dog kun kort, da Nibe igen viste sig som det stærkeste hold, og de skruede lidt op for tempoet, hvilket gav årets sidste to scoringer.
Træner Mick Andersen: – Det var en helt igennem rædderlig fodboldkamp, men vores sæson skal ikke måles på denne ene kamp heldigvis. Vi går ubesejret igennem efterårssæsonen med 10 sejre og 4 uafgjorte. Hertil kommer, at spillerne kun får 1 gult kort i 14 kampe. Det er bare klasse i så stærk en pulje. Kan vi mønstre samme fremmøde til kampe i foråret, samt blive lidt bedre til at passe vores træning, så ser jeg umiddelbart gode perspektiver i JS2, hvis vi har samme spillere til rådighed. Vi står i hvert fald bedre rustet, end sidst vi prøvede kræfter med Jyllandsserien. Nu står den på en fuldt fortjent afslutningsfest, hvor jeg tænker, at spillerne giver den mere gas end i kampen søndag, og så holder vi vinterpause, inden kuglen igen ruller tirsdag den 20. januar. Tak til alle, på og uden for banen, der har været med på rejsen dette efterår., lyder det afslutningsvis fra træner Mick Andersen. / JS















