Tirsdag i sidste uge indtog Steffen Brandt Nibe Kirke med en koncert, hvor fortællinger bandt musikken sammen – og hvor hans underfundige humor og sikre musikalitet hurtigt indtog rummet.

Forventningens summen fyldte kirkerummet
Hvordan lyder det i en tætpakket Nibe Kirke, lige inden Steffen Brandt går på?
En buldrende bølge af forventningsfulde stemmer. Snak, latter og folk der rykker rundt og kommer på plads – alt sammen forstærket af det store kirkerum.

Alle pladser var besat. Seks personer på hver bænk, ekstra stole sat op, og publikum fordelt på tværs af generationer. Selv sideskibet var taget i brug, og her sendte aftenens hovedperson smil og vink – med en humoristisk bemærkning om, at der skiftes pladser halvvejs.

En humoristisk åbning fangede publikum
To minutter inden showtime blev lyset dæmpet. Stemningen steg – og så blev der helt stille.

Ind trådte Steffen Brandt sammen med sangerinden Anne Hjort og pianisten Dan Hammer.

Steffen Brandt var i topform. Han lagde ud med at glæde sig over at være i Ribe – eller nå ja, Nibe – og begyndte med et glimt i øjet at spekulere over, hvad man egentlig kalder folk fra byen. Nibenutter? Nitter? Nutter? Eller ligegyldigt. Publikum var med fra start og kvitterede med latter.

Fortællinger om kærlighed og liv
Kort inde i koncerten løftede han hånden og sagde: “UG – vi kommer med fred. Men vi kommer også med kærligheden. Og med at kærligheden overvinder alt.”

Sådan indledte han sangene – med små fortællinger, der bandt musikken sammen.

Anne Hjort sang med en smuk og klar stemme, og samspillet mellem hende og Steffen Brandt fungerede nærmest magisk. Brandts egen stemme havde stadig både nerve og power.
Ved tangenterne løftede Dan Hammer musikken yderligere – ikke mindst da han tog kirkeorgelet brug, der fik koncerten til at nå endnu højere højder.

Humoren fik kirken til at le
Humoren var aldrig langt væk. Undervejs kunne Steffen Brandt fortælle, at kulmulen var set på vej ind i Nibe Bredning for at gyde – en fisk, tæt beslægtet med “Danmarks nationalfisk”, surmulen, og med en amerikansk fætter: fedtmulen.

Publikum var med hele vejen, og Brandt lo selv af sine egne pointer – en underspillet stil, der kun fungerer, når den leveres med hans timing.

Stående bifald og ekstranumre
Efter koncertens afslutning forlod de tre musikere scenen gennem sidedøren til stående bifald. Publikum ville have mere – og det fik de.

Trioen vendte hurtigt tilbage med tre ekstranumre. Inden da nåede Steffen Brandt lige en sidste bemærkning: “På vej ud sagde jeg noget, og det synes jeg i skal høre - Jeg sagde ‘hold da op’, Anne sagde ‘ja’, og Dan sagde ‘mmm’ – så Nibe, I har virkelig gjort indtryk på os.”

Latteren bredte sig igen, inden musikken fik lov at tale.

Aftenen rundede af med “De sidste kærester på månen” – og efterlod publikum med en følelse af både nærvær, varme og musikalsk overskud. / LA