Den årlige Kultur- weekend i Lundby løber af stablen den kommende weekend, og igen vil det lokale kultur- og forsamlingshus emme af udstillinger inden for kunst og kunsthåndværk, tilsat en god gang julehygge.

Årets udstilling omfatter 14 udstillere, der spænder over områderne malerier, natursten, drivtømmer, uldstrik, gummikunst, smykker, vævning, keramik, pileflet, talismen, akvareller glas, sten, bronze og bøger.

De mange udstillere udgør således et mangfoldigt udvalg, der både er inspirerende at opleve, men samtidig er der på de fleste stande også emner til salg, hvis man falder for en bestemt kunstretning eller et emne.

Ud over udstillingerne i kultur- og forsamlingshusets store sal, er der i den lille sal en permanent udstilling af forskellige lokale kunstnere, ligesom Kirsten Lomborgs portrætfrise af lokale Lundby-borgere også kan nydes.

Udstillingen åbnes på lørdag, og i år er det folketingsmedlem (S) og klosterforstander på Aalborg Kloster, Flemming Møller Mortensen, der åbner med en tale.

Efter åbningen vil den lokale musiker Malthe Nielsen underholde med violinspil.

Julen glemmes heller ikke i Lundby, og udendørs ved Kultur- og Forsamlingshuset er der salg af juletræer, og indendørs kan man deltage i den lokale juletombola med gevinster skænket af lokale erhvervsdrivende eller tilvirket af lokale borgere.

–     –     –

Den årlige Kulturweekend blev første gang gennemført i starten af 1980’erne, og det er i år 40. gang, arrangementet gennemføres. / JS

 

 

Flemming Møller Mortensen – åbner udstillingen.