- tirsdag, 6. oktober 2020
Torsdag d. 1. oktober kunne Agri Nord fejre hele fire 35 års jubilæer på samme dag. Jubilarerne er Hanne V. Thomsen, Hanne Hansen og Anette Munk Nielsen, der alle er økonomi-assistenter, samt sekretær Birthe Dencker Sørensen. Alle fire har deres base på landbocentret i Aalborg, og er bosiddende forskellige steder.
Birthe Dencker Sørensen, bosiddende i Nibe, kom fra en stilling som sekretær i Kvægavlsforeningen Nordjyden og blev ansat på kvægavlskontoret, hvor hun var sekretær for afdelingens leder Jens Holm Danielsen i 19 år.
En stor del af sekretærarbejdet på kvægavlskontoret var bl.a. import af tyre til danske kvæg-avlsforeninger og afvikling af dyrskuer i Aalborg, Hadsund, Brovst og Nibe, hvor hun var med i mere end 30 år.
Efter tiden på kvægavlskontoret kom hun til Infocenter Landbrug. Det var en fælles afdeling for de nordjyske landboforeninger, som varetog blandt andet Åbent Landbrug samt 4H og LandboUngdom.
I 2009 blev Birthe Dencker Sørensen flyttet over i Agri Nords administration og reception, hvor hun i dag står for medlemsadministrationen, er ansvarlig for Åbent Landbrug, sekretær for Agri Invest A/S og hjælper med diverse administrative opgaver og det interne bogholderi. Mange kunder og medlemmer kender Birthe, da det ofte er hende, de møder i receptionen eller telefonen, når de kommer til Agri Nord.
Der er mange årsager til, at Birthe er blevet i Agri Nord i 35 år: - En dejlig og humoristisk omgangstone, gode kollegaer og spændende opgaver, fortæller hun.