Hvis man driver firma sammen, kan man vel også fejre fødselsdag sammen ... – Og måske i særdeleshed, hvis det er far og søn.

Alliancen er sådan, at Niclas Staun og Henrik Staun – søn og far – begge enten har rundet eller runder snart en milepæl i hver deres liv:

30 år
Tømrermester Niclas Staun, bosiddende i Aalborg, fejrede for kort tid siden sin 30 års fødselsdag.

Niclas Staun er uddannet tømrer i 2017, og arbejdede som tømrer et par år, indtil han startede på konstruktøruddannelsen, som blev afsluttet i 2022.
I juli 2019 var han med fra start, da far og søn stiftede Byggefirmaet Staun A/S, hvor Niclas deltog med en ejerandel på 10% – denne andel er senere øget til 34%.

I det daglige varetager Niclas en stor del af det fagligt- / administrative arbejde, der er forbundet med at drive virksomhed inden for feltet Tømrer / snedker / murer.

60 år
Tømrermester Henrik Staun, Vokslevvej 35, Sønderholm, kan lørdag den 10. februar fejre 60 års fødselsdag.

Henrik Staun er indfødt Sønderholmer, og den yngste blandt tre brødre i familien Staun Bendtsen.

Fødselaren er udlært tømrer hos tømrermester Hans Jørgen Christensen i Skørbæk, og efter 12 år hos TL Byg etablerede han i 1997 tømrerfirmaet »Lund & Staun« sammen med kollegaen Michael Lund. Sammen drev de firmaet indtil 2019, hvor virksomheden stoppede.

Fødselaren har været meget optaget af politik, og var gennem en årrække formand for den lokale Venstrevælgerforening i Nørholm - Sønderholm - Frejlev.

Såvel inden for politik som i faglige kredse har fødselaren mange venner og et stort netværk.

Henrik Staun har to børn fra tidligere ægteskab og er gift med Pia Kyed Staun, som også har to børn.
Ægteparret, Niclas og Henriks datter danner tilsammen familiefirmaet, hvor Pia er på kontoret og alle er med i bestyrelsen.

Omkring hjemmet lige syd for Sønderholm by ynder han at gå på jagt sammen med venner, og når lejligheden byder sig, går jagtturen også gerne til udlandet. 

Her foruden tilbringer han gerne fritiden i familiens skød, og sammen med sine brødre, der alle bor i lokalområdet, har han et stærkt sammenhold, hvor også humoren spiller en stor rolle.

I sine unge år var han en habil cykelrytter, og i den karriere vandt han i et løb bl.a. over en rytter ved navn Bjarne Riis.

Fødselarens humoristiske sans kombineret med det praktiske fornægter sig heller ikke. Han tog derfor den forgangne jul initiativ til »Verdens Største Julekalender« ved Vesterbro i Aalborg. Et initiativ, der kastede et seks- cifret beløb af sig til velgørende formål.

En interesse, der har vist sig de senere år, er Det Broderlige Skydeselskab i Aalborg, som ud over sociale aktiviteter og skydninger, også driver Restaurant Skydepavillonen og Aalborgtårnet.

Henrik Staun fejrer sammen med sin søn og kompagnon Niclas hver deres runde fødselsdage på fredag med en reception på Restaurant Skydepavillonen, Aalborg.