Corona virus eller ej, så arbejdes der bag linjerne hos Nibe Festival målrettet på at der i 2021 skal holdes Nibe Festival.

Året 2020 har på alle måder været et anderledes år – og det skulle vise sig også at blive et ganske hårdt år for såvel arrangører, medhjælpere som publikum, der havde set frem til en opfølgning af den på alle måder succesfulde festival 2019.

– Sådan blev det så ikke, og vi har alle fulgt med i, hvordan coronaen har påvirket os siden samfundet i marts blev lukket og stort set alle forsamlinger og al kultur siden har været mere eller mindre påvirket og aflyst, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

Peter Møller Madsen: Vi arbejder benhårdt på, at der i 2021 bliver festival i Nibe!

– Vi lader os ikke kue af det absolutte worst case scenario – nemlig en aflyst festival. Vi har sat alle sejl til i forberedelserne, og vi tror på det, selv om vi også skal være realistiske, at der er en mulighed for, at det igen vil ske, siger han, her et halvt år før den næste festival.

Uanset hvilken dagsorden, vi skal afvikle Nibe Festival under fremover, må vi se i øjnene, at der bliver nogle retningslinjer at overholde, og det vil vi naturligvis gøre. Det kræver en indsats af både os som arrangører, og af publikum, understreger han – og fortsætter:

Frank Megaboby tog turen rundt i Nibe og underholdt.

Hjemmefestivaler varmede
Det var meget følelsesladet og rørende at opleve de mange hundrede Nibe Hjemmefestivaler overalt i Nordjylland, ja, og endnu længere væk. Vi nåede forbi ca. femten af hjemmefestivalerne, og mærkede, at festivalen i den grad levede videre derude.

Taknemmeligheden rækker også til, at der en hjælpepakke, som kan hjælpe os nogenlunde gennem denne vanvittige krise.

I tilslutning til de mange hjemme festivaler kunne man lejlighedsvis i Nibes gader møde kunstnere, der bakkede op og spillede, ligesom lokale The Bats gav en intim koncert i Støberiet.

Mange steder var der lokalt opbygget små hjemme-festival miljøer, hvor festival livet fik lov at blomstre for en weekend.  

Frivillige og foreninger er fortsat ramte
Endelig smerter os, at vore mange frivillige og de mange foreninger, der traditionelt har store indtægter, ikke har fået de samme oplevelser og indtægter som planlagt – også det vil vi se frem til at kunne gøre bedre i 2021.

Nibe Festival markerede i 2020 Thorvald Odgaards død med en permanent placering af hans skulpturer »Apostlene«. Foto: Joakim J. Hvistendahl.