Med en sejr på 28-23 over divisionsreserverne fra Hjallerup to Nibe Håndboldklubs bedste hold i Jyllandsserien sidste stik i kampen om oprykning til 3. division fra den kommende sæson.

Der var godt fyldt med tilskuere i Nibe Idræts- & KulturCenter, og de fik en rigtig »herrekamp« at se. De to hold fulgtes ad i første halvleg, dog med Hjallerup i førertrøjen det meste af halvlegen, bortset fra enkelte 1-måls føringer til Nibe. Hjallerup fik i halvlegens allersidste sekund udlignet til halvlegsresultatet 15-15.

I anden halvleg tog hjemmeholdet mere fat, og var også en smule heldige i visse situationer, så holdet lagde stærkt ud og kom til 3- og 4-måls føringer, der grundlagde sejren. Atter havde Nibe en velspillende målmand i Ole Kuhr, og han reddede flere situationer ved at bruge hele hjemmeholdets banehalvdel til at imødegå bl.a. nogle lange udkast fra Hjallerup.

Nibes føringer kom fra midten af 2. halvleg aldrig i fare, og hjemmeholdet udbyggede gradvist føringerne, der en overgang var på seks mål.

Efter sidste dommefløjt startede en sejrsfest for hjemmeholdet, mens Hjallerups Jyllandsseriehold fortsat må afvente næste kamp for at imødegå en truende nedrykning.
Nibes spillere udråbte det obligatoriske sejrs-råb og træner Jan Frank blev derefter sendt i en fire-dobbelt lufttur. Festen fortsatte efter kampen på Jernkroen, hvor kroens vægge sikkert måtte lægge øre til endnu et par sejrsråb og formentlig nogle muntre anekdoter.

På Nibe Avis' Facebook side kan man se træner Jan Franks lufttur.

https://www.facebook.com/nibeavis.dk/videos/1571132316250124/

Nibes Mads Krogh i luften mens han scorer et af sine mål.