Nibe Håndboldklub står foran at markere sit 50 års jubilæum. 

– Den officielt korrekte dato er her i foråret, men i klubben har vi allerede indset, at vi først skal fejre jubilæet i september måned, hvilket vi meget håber kan lade sig gøre, siger klubbens formand Andreas Sondrup.

I anledning af jubilæet ønsker klubben at få fuldstændig styr på sin historie, incl. statistikker og oversigt over bl.a. »Årets spiller« gennem tiderne. Dertil studerer de for tiden Nibe Avis’ arkiver, ligesom de håber på hjælp fra nuværende og tidligere medlemmer.