HÅNDBOLD: U17, 1. division A:
Daniel Jensen spillede store dele af kampen, da Skjern mødte Aalborg Håndbold i U17 divisionen.

Aalborg Håndbold - Skjern Håndbold: 30-18 (14-9)

Nibe Idræts- & KulturCenter lagde gulv til, da divisionsholdene i U17 rækken fra Aalborg Håndbold og Skjern Håndbold lørdag mødtes i turneringen.

Store dele af det lokale publikum havde netop set Nibes hold i 3. division slå Tornby med et enkelt mål, og mange »blev hængende« for at se den tidligere Nibe spiller Daniel Jensen spille for Aalborg Håndbold.

Daniel indledte kampen med at score det første mål for Aalborg Håndbold, og snart blev det klart, at vestjyderne ikke kunne stille meget op for et velspillende Aalborg hold, som målt på effektivitet var klart bedre end »de grønne fra Skjern«. Aalborgs spillere viste en effektivitet, hvor der blev scoret på de fleste chancer, mens spildprocenten hos Skjern var stor, og der var bl.a. i første halvleg en scoringspause på mindst 10 minutter.

Både før og efter halvlegen var billedet det samme: Spillerne én for én kunne nogenlunde matche hinanden, men selv med begge målmænd som velspillende og oplagte, tabte Skjern igen på, at spillerne enten ramte forbi eller skød direkte på målmanden. Dermed blev det alligevel en målrig kamp, men til Aalborgs fordel.

Daniel Jensen spillede store dele af kampen, men måtte også tage til takke med nogle pauser, mens holdkammeraterne skød løs på det vestjyske mål.