FODBOLD – SERIE 1

Aars IK - St. Restrup IF: 2-0 (1-0)

St. Restrup IF gæstede lørdag eftermiddag et solbeskinnet stadion i Aars, hvor hjemmeholdet kunne bibeholde sin placering som rækkens nr. 1 med en sejr over St. Restrup IF. Omvendt ville en sejr til St. Restrup IF betyde forøget spænding i bunden af tabellen, hvor de pt. frister en tilværelse på rækkens sidste plads. Det var med andre ord en klassisk ”top mod bund kamp”.

St. Restrup-træner Casper Stokbro måtte atter en gang ud og bruge af klubbens bredde for at stille 14 spillere til start, på den velplejede græsbane i Aars.

Kampens indledning var ganske intens, da dommeren allerede efter 5 minutters spil måtte ty til sin baglomme, for at udvise en Aars-spiller med et direkte rødt kort for ”farligt spil”. En forseelse, der efterfølgende gav to karantænedage for Aars-spilleren. Trods én mand i overtal, så var det Aars-holdet, som bragte sig foran med 1-0 efter 15 minutters spil. En scoring som St. Restrup IF-holdet godt kunne have undgået. Dette var også stillingen ved pausen.

Anden halvleg var blot få minutter gammel, da St. Restrup IF blev vist det gule kort, og måtte have en mand ud i 10 minutter. St. Restrup IF bibeholdt deres plan for kampen – at stå lavt på banen, og så udnytte de chancer, som måtte tilfalde dem, hvor særligt omstillingsspillet skulle være ”våbnet”. Chancer fik St. Restrup IF, hvor både Anders Holt og brødrene Jakob og Malthe Kristensen fik et par gode muligheder hver især, men ind kom bolden ikke. Omvendt have Aars-holdet et topholds held, da de efter 80 minutters spil fik scoret til 2-0. Igen en situation som St. Restrup IF godt kunne have undveget. 2-0 blev også kampens resultat. Trods kampens resultat havde St.Restrup-træner Casper Stokbro roser til sit mandskab, hvor mange nye ansigter blev bragt i spil – både gamle kendinge, der normalt optræder på klubbens oldboys-hold, men også ganske unge spillere, der får sine første førsteholdskampsminutter. Minutter, der nok skal blive guld værd på sigt, slutter St. Restrup-træneren.