FODBOLD – SERIE 1

St. Restrup IF – Hadsund B: 2-0 (0-0)

Mål for RIF: Anders Holt, Mike Nørgaard

St. Restrup IF tog søndag i mod gæsterne fra Hadsund Boldklub, som de sidste kampe har ramt en negativ stime med tre nederlag på stribe. Faktisk skal Hadsund-holdet tilbage til sin sidste kamp mod netop St. Restrup IF for at finde sin sidste sejr. Et opgør, der sluttede med en 2-0-sejr til Hadsund på deres hjemmebane.

St. Restrup IF indledte kampen ganske godt. De indbyrdes aftaler blev holdt, og organisationen stod stærkt rent defensivt. Der var også enkelte gode målchancer, men målet lod vente på sig. Trods overtaget i kampen var det ikke et ufarligt Hadsund-hold, som gæstede Frejlev Stadion, men hjemmeholdet holdt dem i kort snor. Første halvleg sluttede målløst.

Anden halvleg var 10 minutter gammel, da dommeren måtte ty til sin baglomme, for at udvise en Hadsund-spiller med et direkte rødt kort. Med én mand i overtal overtog hjemmeholdet endnu mere momentum i opgøret, og efter 65 minutters spil fandt St. Restrup IF’s Mike Nørgaard en fremadstormende Anders Holt, som kunne sparke bolden i mål til 1-0. Efter 80 minutters spil var rollerne byttet om. Anders Holt assisterede Mike Nørgaard som kunne sparke bolden i mål til 2-0. Dermed var opgøret reelt afgjort – også selvom St. Restrup IF fik et gult kort i mod sig i kampens slutning, her viste Hadsund-holdet aldrig evnerne til at vende opgøret. Dermed sluttede kampen, efter 90 minutters spilletid, med cifrene 2-0 til St. Restrup IF over Hadsund Boldklub.

Med St. Restrup IF’s sejr er alt åbent i bundstriden mellem St. Restrup IF, Hadsund Boldklub og Nibe Boldklub inden sæsonens sidste kamp den kommende weekend.