HÅNDBOLD: 3. division, herrer

Stoholm IF – Nibe HK: 27-33 (13-17)

Mål for Nibe: Mikkel Høj 9, Jeppe Juul 7, Gustav Hess 5, Mads Krogh 4, Frederik Skak 3, Henrik Jensen og Lasse Roed begge 2, Magnus Espensen 1 mål.

Tirsdag aften drog Nibe HK’s herrer i 3. division en tur til Stoholm, for at spille anden kamp mod Stoholm på tre dage.

En kamp som var lidt frygtet på forhånd, for man ved aldrig hvad de stiller med, da de har et hold i 2 division. De var så også mærkbart forstærket med fire spillere fra 2. division, men Nibe var klar på opgaven, og jeg må sige at vi nok spillede sæsonens bedste kamp til dato, lyder det fra Nibes træner Mogens Roed.

Træneren fortsætter:

– Opskriften var klar, det skulle være os, der havde lært mest af kampen i Nibe i lørdags (41-36), det var vigtigt, at vi gav vores målvogtere bedre betingelser og pakkede meget mere om deres dygtige stregspiller –og så lade dem komme bredt i banen. Samtidig havde vi arbejdet med et par nye ting angrebsmæssigt, og det gav pote især i 1. halvleg.

– Kampen startede jævnbyrdigt og efter 8 minutter førte vi med 6-5, men derefter fik vi forsvaret indstillet på deres spil foran en meget stærkt spillende Mathias Engstrøm i målet, som kampen igennem havde mange flotte redninger (17 stk. i kampen), og vi kommer foran med 15-11 efter 25 minutters spil. Ved pausen fører vi 17-13 på bl.a. nogle flotte mål af debutanten Jeppe Juul, som spillede meget stærkt igennem resten af kampen, og virkelig viste det potentiale som han viser til træningen.

– 2. halvleg forløb lige efter bogen, og vi udbygger føringen stille og roligt, og efter 20 minutter i 2. halvleg fører vi med 28-21, hvor alle byder ind, både i forsvar og angreb. Kampen ender med en sikker sejr på 33-27 efter en meget flot hold indsats, men skal der fremhæves nogen, er det Mathias Engstrøm, Jeppe Juul og Mikkel Høj, som slider og slæber. 

Nu er der pause indtil fredag den 14/11 hvor Nibe på hjemmebane kl 20.35 møder Nordthy, som er det eneste hold der har slået hjemmeholdet. – Vi håber at MANGE vil møde op den 14/11 og støtter holdet, så vi kan forsvare vores 1 plads i rækken, slutter Mogens Roed. / JS