Kære forretningsdrivende – håndværkere – selvstændigt erhvervsdrivende – ansatte – frisører – etc. – og privat kunder!

Nibe Avis har fra en læser med godt kendskab til det lokale erhvervsliv – men som blot ønsker at udtrykke, hvad mange andre måske også tænker i disse tider – modtaget dette læserbrev. Nibe Avis er bekendt med vedkommendes identitet.

I disse vanskelige corona tider, hvor man kan læse og høre om hvor mange, der har fået at vide, at de skal blive hjemme fra deres job (med manglende indtjening til følge), eller når man ser, at der i byen er mange forretninger der har måttet lukke (midlertidigt), og dermed har manglet deres omsætning, så de ikke kan betale deres omkostninger, som det er nødvendigt for at få en forretning til at køre rundt ...

– Så er det at jeg og vi, som der er mange af, gerne vil komme med et lille indspark til alle jer, der bor i Nibe og omegn om, at vi skal huske på alle dem, som vi så gerne vil handle med efter at corona krisen er aftaget, om nogle uger.

– Fordi det er så hårdt, det, der foregår i øjeblikket, at vi risikerer at byen vil være ukendelig efter krisen, med flere tomme butikker, lukkede restauranter og håndværkere, etc. Så hvis vi ikke passer på hinanden, så står Nibe måske som en spøgelses by, der slet ikke er rar at besøge.

– Vi skal huske på alle de forretninger og restauranter, som tilbyder at levere varer til alle os, der må blive hjemme og vente på at der bliver lysere tider, og huske på, at den service nyder vi at få, og forhåbentlig også får efter krisen.

Derfor – dette lille opråb til alle os, der elsker vores lille by, som har fået mange nye tilflyttere til at komme til byen: HUSK AT PASSE PÅ HINANDEN, OG PÅ JER SELV..!

Med venlig hilsen
Fra én af de mange som elsker Nibe