- Onsdag, 12. september 2012

Formand for Nibe Handelsforening Bjarne Svendsen, ejendomsudvikler Niels Færch fra DGU og bygmester Vagn Kristensen, der opfører ejendommen »Ny Phønix«, drøfter situationen, efter Aalborg Byråd peger på en udsættelse af sine investeringer i en renoveret midtby.

Nibes forretningsliv samles omkring Torvet og Skomagertorvet.

Nibe Handelsforening og de lokale ejendoms investorer bruger ord som »løftebrud«, når de beskriver Aalborg Kommunes håndtering af planerne om en renovering af kommunens arealer i Nibe midtby. Her drøfter formand for Nibe Handelsforening Bjarne Svendsen (t.v.) situationen omkring Skomagertorvet, med Niels Færch og Vagn Kristensen. I baggrunden »BG-bygningen«, som Niels Færch har erhvervet i år, og som i disse dage er under klargøring til Nibe Boghandel og »Lykke D«.
Forslaget om at udsætte renoverings opgaver i Nibe midtby vækker harme blandt de forretningsdrivende og bygherrer på byggerier i midtbyen.
Magistraten i Aalborg Byråd præsenterede for få dage siden forslaget til Aalborg Kommunes budget for 2013. Her iblandt var der udsættelse af et tidligere budgetsat beløb på fire millioner kroner, til renoverings opgaver i Nibe midtby.
Nibe Avis har forelagt disse oplysninger for formand for Nibe Handelsforening, afdelingsdirektør Bjarne Svendsen, som er ganske overrasket over denne melding:
– Vi har nu, bl.a. gennem vort arbejde i Nibe Udviklingsråd skabt forståelse og fået opbakning fra repræsentanter for det samlede lokale erhvervsliv og vore lokalvalgte byrådsmedlemmer. Dette og adskillige møder med politikere og kommunens embedsmænd, har givet os forventninger om, at der omsider kan ske et løft af det fysiske miljø i Nibe midtby. Det gælder renovering omkring nogle af de områder hvor der de seneste par år er bygget nyt – herunder området omkring Hotel Phønix og Torvet – og den årelange forventning om, at Tyvedalstien fra Skomagertorvet til supermarkederne ved Toften, kan blive renoveret og fremtræde som en sammenbinding af vore bydele, understreger handelsformanden.
Hertil kommer, at de seneste par års udvikling i Nibes forretningsgader har bevirket en koncentration af forretningerne, så Skomagergade, Skomagertorvet og Torvet nu sammen med supermarkeds området ved Toften, er nerven i Nibes forretningsliv, og vi er glade for der sker en udvikling, trods svære tider for dele af de lokale handlende, siger Bjarne Svendsen.
Løftebrud overfor private investorer
– Det skuffer os derfor, når vi nu må erfare, at politikerne vælger at udsætte de påtænkte renoverings opgaver, og jeg vil gå så langt som at betegne det som løftebrud, da der i området er udført flere byggerier af private bygherrer, som i tillid til at kommunen tager sit ansvar for den fysiske udvikling af vore forretningsgader, har sat byggerier og renoverings opgaver i gang, understreger Bjarne Svendsen.
Phønix-investor bakker forretningslivet op
Også bygherre på »Ny Phønix« byggeriet, Vagn Kristensen, er ked af at høre om Aalborg Kommunes planer om at udsætte de skitserede renoverings opgaver:
– Vi har kæmpet omkring to år for at få grundlaget på plads for det igangværende byggeri af seks forretningslejemål og ni andelsboliger, og vor nye ejendom skal gerne være med til at tegne et billede af en flot og driftig midtby i Nibe. Derfor forventer jeg fortsat, at også Aalborg Kommune tager sin andel af opgaverne, når private investorer som DGU v. Niels Færch, Skomagertorvet, Boligforeningen Enggaarden og mit eget firma har investeret i byggeprojekter, slutter Vagn Kristensen.
Færch: Møder er til grin!
Ejendomsudvikler Niels Færch har gennem de seneste knap 20 år erhvervet og omdannet en lang række ejendomme i midtbyen, senest »BG Bank bygningen« i Skomagergade, hvor Nibe Boghandel og »Lykke D« om kort tid flytter ind.
Til situationen siger han:
– Jeg har gennem arbejdet i Nibe Udviklingsråd deltaget i adskillige møder med Teknik- og Miljøforvaltningen, her iblandt møde i såvel Nibe som på forvaltningen i Nørresundby, hvor rådmand Mariann Nørgaard forsikrede om, at »nu er det Nibes tur«. Denne besked fik vi senest på et møde i slutningen af juni, understreger han. Så er det da bestemt nedslående at erfare en udvikling, hvor Aalborg Kommune åbenbart ikke har mere styr på tingene, end at et budgetoplæg kan vende dette billede, inden for få uger, siger Niels Færch til Nibe Avis.









