Jesper Droob Nielsen i nærkamp med en Purhus-modstander.

FODBOLD - serie 3: Nibe – Purhus: 0-2 (0-2).

Nibes serie 3 mandskab har fået en svær start på forårssæsonen og skulle efter nederlag i de to første kampe, hente oprejsning i sæsonens første hjemmekamp. Modstanderen var rækkens nummer ét fra Purhus, som tilmed bør betragtes som en af favoritterne til oprykningspladsen.

Forholdene var perfekte til fodbold på hjemmebanen i Nibe og mange tilskuere var dukket op i det gode solskinsvejr for at støtte hjemmeholdet. Det unge mandskab startede kampen bedst og havde en klar overvægt i spil og chancer. De fire forreste, Andreas Schunck, Andreas og Asbjørn Corfitz samt en veloplagt Jonas Koldkær var i flere omgange tæt på at bringe hjemmeholdet i front. Det var derfor meget ufortjent at gæsterne kunne bringe sig foran midt i første halvleg, da en løs bold blev sparket i nettet fra kanten af Nibe-feltet. Da udeholdet yderligere bragte sig på 2-0, ved at opsnappe en løs tilbagelægning til målmand Lars Loft, så det svært ud for hjemmeholdet.

Modsat sæsonens første par kampe, fortsatte Nibe dog det gode spil og var i flere omgange tæt på udligningen. I 2. halvleg ramte både Andreas Schunck og senere Morten Kurdahl stolpen, efter gode opspil. På en dag hvor der lige manglede den sidste skarphed på den sidste tredjedel af banen, måtte Nibe desværre indkassere tredje nederlag ud af tre mulige.

Trænerteamet Peter Holdt og Norbert Larsen roste dog hjemmeholdet for den gode indstilling, sammenhold og gode positionsspil. Takter som sammen med en skærpet skarphed i modstanderens felt, nok skal give point på kontoen i de kommende kampe. Allerede på lørdag kan de første point komme på kontoen, når Aars er værter til hvad der næsten kan betegnes som et lokalopgør.