Bruno Kjærs installation, projiceret på Nibe Kirke, under Kulturnatten 2012.

Trine Ivarsens installation ved Skomagertorvet: Drømmen om den grønne by.

Styregruppe for Kulturnatten i Nibe takker af

Det lykkedes ikke i den forløbne uge Styregruppen for Kulturnat Nibe at finde nye kræfter til at fortsætte arbejdet med at arrangere kulturnatten. Det er vi selvfølgelig meget kede af, men glæder os over, at det siden 2004 er lykkedes at gennemføre en række meget velbesøgte kulturnætter med spændende temaer, fortæller Marianne Hummelshøj fra Styregruppen, der med et møde i den forløbne uge havde forsøgt at inspirere nye folk til at tage over.

– Succeserne med de hidtidige kulturnætter har kun været mulig fordi så mange lokale kræfter har bakket op om kulturnatten, med talenter, arbejdskraft og ikke mindst økonomiske ressourcer. Det har været en fornøjelse at møde så megen velvilje og et talstærkt publikum. Derfor retter vi endnu en gang stor tak til alle, som har bidraget til de oplevelsesrige aftner i Nibe.

– Styregruppen håber, at det med tiden vil lykkes for andre at samle kræfter til at arrangere noget lignende eller noget helt nyt til glæde for byens borgere. Vi synes, det er vigtigt, at vi også uden for storbyen har et godt og mangfoldigt kulturliv, ikke mindst med arrangementer, der når ud til børn, unge og ældre. Vi synes også, det er vigtigt at der er liv i byen på enkelte aftner og at det betyder noget at mødes på andre måder end når man har travlt med de daglige gøremål. Det synes vi lykkedes med kulturnætterne, slutter Marianne Hummelshøj.

Styregruppen, der de senere år har koordineret arrangementerne, har indtil nu bestået af Birthe Søbygge, Jytte Velling, Karen Dalsgaard, Marianne Hummelshøj, og Tove Pank. Her foruden har Ingrid Schack virket som kasserer.