Provst Jens-Anders Djernes blev lørdag fejret for sine første 25 år som sognepræst i Nibe og Vokslev sogne.

Ketty Østergaard Madsen var blandt jubilæumsdagens talere, og hun ønskede jubilaren tillykke med dagen og tak for godt samarbejde.

Jubilarens musikalske søn Kristian Djernes havde medbragt medstuderende fra musikkonservatoriet til et musikalsk indslag.

Carsten Ullits Mortensens Kirketrio var blandt de musikalske indslag.

Venner, kolleger, samarbejdspartnere og dele af menighederne sluttede op omkring jubilaren.

Provst Jens-Anders Djernes blev lørdag fejret for sine første 25 år somsognepræst i Nibe og Vokslev sogne.

Publikum i en fyldt kirke fejrede lørdag eftermiddag provst Jens-Anders Djernes’ 25 års jubilæum som sognepræst i Nibe.

Nibe-Vokslev Menighedsråd og kirkens personale havde sammensat et omfattende musikalsk program bestående af lokale musikalske kræfter.

En særdeles veloplagt kirkesanger Torben Fogde Larsen fungerede i dagens anledning som toastmaster og præsenterede de enkelte medvirkende, ligesom han selv tog dirigentstokken i et indslag med kirkens kammerkor, og kirkesangeren sang en sang på tydeligt jysk dialekt.
De mange musikalske indslag blev indledt af et stykke barokmusik for orgel ved kirkens organist Julian Rasmussen, efterfulgt af indslag ved Nibe Blæserne, kirkesangeren, Yvonne Klokkerholm Madsen og Nibe Kirkes Kammerkor.

Efter en fællessang udtrykte biskop Henning Toft Bro sin lykønskning til jubilaren, og biskoppen satte provsten på en dialektisk prøve, idet de begge stammer fra limfjordsøen Mors og derved har samme sproglige baggrund. – Hvad betyder følgende udsagn – lød det fra biskoppen: Djernes svarede alle tilhørere »Mine vanter er våde«. Yderligere to prøver blev godkendt. Henning Toft Bro udtrykte sin glæde ved samarbejde med Jens-Anders Djernes og medgav ham, at provsten ikke sjældent gør det nemmere at være biskop, med en sådan nær medarbejder og kollega.

Sangeren Jens Jeppesen, Carsten Ullits Mortensens Kirketrio og provstens egen søn Kristian Djernes med kollegaer fra musikkonservatoriet rundede den musikalske del af jubilæumseftermiddagen af.

Formand for Nibe-Vokslev Menighedsråd Bent Møller bragte menighedsrådets lykønskning. Han opremsede en lang række tiltag, som Jens-Anders Djernes gennem sine mange år i Nibe og Vokslev har været idémand for at gennemføre og roste ham for initiativerne.

Ved den efterfølgende reception i kirkens sideskib blev der talt af sognepræst kollega Tine Junker Dalgaard, tidligere formand for Nibe Menighedsråd Ketty Østergaard Madsen, præstekollega fra Sønderholm-Frejlev pastorat Jørn Skøtt Andersen og Henning Langdahl, kollega i det tidligere provstiudvalg.

Jens-Anders Djernes udtrykte afslutningsvis sin store tak for hele arrangementet, som han lagde stor vægt på også skulle være en stor oplevelse for publikum, hvilket han håbede, det havde været. En slet skjult henvisning til, at hans forgænger havde været i embedet gennem 36 år, og at der de seneste 154 år kun havde været fire præster i Nibe-Vokslev pastorat slog jubilaren hen med – på munter vis – at udtrykke: »Undskyld jeg har været her så længe«.

På egne vegne og på vegne af sin familie understregede provsten, at han har haft og har stor glæde af sit embede og den nære tilknytning til menighederne og til naturen, som i nogen grad minder om hans oprindelige hjemegn på Mors, passer ham ganske fint og har gjort det gennem alle årene.