- Onsdag, 18. februar 2015

Kattekonger og -dronninger.

Børnene var festligt udklædt – her samlet i Sønderholm Kirke.
Søndag var Sønderholm Kirke og Sognegård fyldt med prinsesser, hekse, pirater, superhelte, farlige dyr, indianere, cowboys og mange andre spændende gæster.
Eftermiddagen startede i kirken, hvor sognepræst Sussie Foged holdt en spændende gudstjeneste. Sussie fik hjælp af børnene til at opføre historien om »David og Goliat«. Det var en spændende og livsglad gudstjeneste, som sluttede med at deltagerne dansede ud af kirken og over i sognegården, hvor der var tøndeslagning.
Inde i konfirmandstuen slog de mindste katten af tønde og på parkeringspladsen ved sognegården var der hængt to tønder op i en kran stillet til rådighed af vognmand Erik Duus. Her var det børn og unge fra 5 år og opefter, der slog katten af tønden og der blev lagt kræfter i for at slå de genstridige tønder ned. Tønderne var flot dekoreret af børnene fra Sønderholm Børnehave.
Efterfølgende blev der inde i sognegården serveret kaffe, sodavand og fastelavnsboller og udnævnt kattekonger og kattedronninger. Der blev også udnævnt bedst udklædte blandt både børn og voksne og uddelt flotte præmier.
Eftermiddagen blev afsluttet med spændende trylleri, leveret af Trylle Ole fra CreativMagic v/Ole Larsen.
Menighedsrådet og Sønderholm Borgerforening stod sammen for arrangementet, hvor ca. 150 børn og voksen deltog.
Fastelavnsfester i Frejlev, Nibe og Farstrup









