Kunstneren Niels Pedersen, Hadsund, fortalte ved sidste uges åbning af udstillingen på Galleri Tinghuset, om teknikken bag sine malerier, der oftest er bygget af af mange lag, og serigafisk tryk suppleres med videre forarbejdning i håndmaling.

Hvis man aner den amerikanske popkunstner Andy Warhols pop-art i den aktuelle udstilling af kunstneren Niels Pedersens værker på Galleri Tinghuset i Nibe, tager man ikke helt fejl.

Der er en vis inspiration fra denne side, men teknikkerne er helt mine egne, og jeg udvikler mine malerier undervejs i processen, forklarede kunstneren ved sidste uges åbning af udstillingen, hvor omkring 40 interesserede var mødt op.

– Denne gang har vi fundet en helt ny kunstretning, som vi ikke tidligere har præsenteret, siger Jens Østergaard Madsen, formand for Kulturelt Samråd, til Nibe Avis:
– Publikum må gerne lade sig provokere, for der er masser af liv og budskaber i Niels Pedersens billeder. Hvad man så ellers får ud af at betragte dem, kan beskueren jo bedst selv forestille sig, siger Jens Østergaard Madsen.
Udstillingen er åben de kommende onsdage og lørdage.