- Onsdag, 23. oktober 2013

Nystartede René Poulsen er i allerede i fuld gang i værkstedet i Valsted, og er med sin nye firmabil klar til at rykke ud til tømreropgaver af enhver art.
27-årige René Poulsen, som siden 2003 har boet i Nibe, tog for et lille års tid siden en rask beslutning: Han ville være selvstændig. Muligheden for at overtage tømrerværkstedet og den tilhørende beboelsesejendom på Annexvej i Valsted, hvor Preben Thomassen tidligere drev tømrervirksomhed, blev udnyttet, og i foråret 2013 flyttede René Poulsen ind. Her et lille halvt års tid senere er hans planer om egen virksomhed blevet realiseret: »Poulsen Byg« er allerede i fuld gang med at udføre de første ordrer, heriblandt et tagprojekt. Netop tagarbejde er ét af de arbejdsområder, som den unge nybagte tømrermester betragter som et af sine specialer. Men han løser også alle andre typer tømrer-opgaver.
Stor erfaring med mange typer opgaver
René Poulsen blev udlært tømrer hos firmaet MesterKram i Svenstrup tilbage i 2007, og siden har han arbejdet som rejsemontør i København-området, og har desuden haft beskæftigelse hos flere nordjyske tømrerfirmaer, så det er måske nok en ung fyr, som starter op som selvstændig, - men han har masser af erfaring med en bred vifte af arbejdsopgaver indenfor branchen.
I første omgang drives virksomheden »Poulsen Byg« som et enkeltmandsfirma, men som René Poulsen siger: - Hvem ved, måske der på sigt kommer arbejdsopgaver nok i ordrebogen, til at der kan ansættes medarbejdere. Indtil videre er René altså ene mand i firmaet, men det tager han med ophøjet ro, for han har masser af gå-på-mod og energi, og med sin nyerhvervede firmabil er han klar til at rykke ud til alle de store og små tømreropgaver der dukker op.









