Banerne hos Nibe Boldklub er ikke just til fodboldspil

Den hårde vinter, der på det seneste er vendt tilbage, har for alvor sat pres på sæsonstarten i fodbold.

Seniorfodbolden har længe været planlagt til at skulle starte i påsken, med en del af de lokale hold i kamp 2. påskedag, 1. april.
For Aalborg Kommunes vedkommende er alle fodboldbaner i kommunen lukket, indtil den kamptermin, der starter i weekenden 12. til 14. april.
– Bliver lukningen af baner yderligere forlænget, så bliver vi for alvor presset med et meget hårdt turneringsprogram – og det gælder så både for seniorhold og for ungdomshold, forklarer Ove Gade, der er kampfordeler hos Nibe Boldklub.
Ud over vintersituationen med lukkede baner, har turneringen også den udfordring, at der ikke er enighed mellem JBU og fodbolddommernes forening.
Dermed kan fodboldturneringen blive presset på andre måder end blot af vintervejret.