- Onsdag, 3. oktober 2012
I disse dage er det 100 år siden, jordtilligender fra St. Restrup Herregård blev udstykket, og siden har udgjort godt 50 husmandsbrug. Gennem tiden har en række personligeder stået i spidsen for den udvikling, som nu også beskrives i en bog, som udgives på fredag den 5. oktober.

Peter Langeland.

Peder Thomsen, der var førende inden for avl af husmandshesten, den gule nordbagge.

Kurt Hansen, der var forstander og leder af »Den Røde Højskole‚ etableret i 1971, og ophørte omkring 1990.
Peter Langeland, 1881 -1954
Husmanden Peter Langeland blev født 1881 Skindbjerg ved Skørping. Hans forældre havde et lille husmandssted hørende under Lindenborg gods, hvor faderen arbejdede. Det var et yderst fattigt hjem med mange børn. To prøvede lykken og rejste til USA. Peter og Marinus endte som husmænd i St. Restrup. Peter var formand for Husmandsskolens bestyrelse i 27 år, blev efter 2. verdenskrig husmandsbevægelsens repræsentant i Landbrugsrådet, medlem af Jordlovsudvalget, i repræsentantskabets for Nationalbanken, m.m.
Peter og Marinus holdt fast i venskab med forfatteren Johan Skjoldborg i alle årene, hvilket bl.a. var medvirkende til et rigt kulturliv omkring hjemmet.
Marinus Langeland død 1951
Marinus Langeland var bror til Peter Langeland.
Før Marinus kom til St. Restrup ernærede han sig som husmand på et lille brug på 4 tdr. land med æblegård, bigård og hønseri, som på den tid var noget usædvanligt.
Marinus Langeland blev medlem af bestyrelsen for Aalborg Amts Udstykningsforening og deltog i udstykningsforhandlingerne i 1912. Han fik selv del i udstykningen. Paradoksalt nok fik han den ringeste jord blandt alle lodderne.
Peter Bjerring
Peter Bjerring var en markant og initiativ person, der på flere måder udmærkede sig som husmand i St. Restrup.
Kristine og Peter Bjerrings ejendom, Tostrupvej 240, St. Restrup var større end gennemsnittet, fordi jorden var af en ringere kvalitet. Det meste af jorden er meget sandet. Derfor kunne alle husmænd fra starten hente sand, grus og syldsten til byggerierne fra det udstykkede fællesareal, som udgjorde en grusgrav. Ejendommen gik helt ud til Nibevej, og Peter tilbød en grund på hjørnet af Tostrupvej og Nibevej til oprettelse af mejeriet. Mejeriet gav lunkent og næringsrigt affaldsvand fra mejeriet til at overrisle marken nærmest mejeriet, hvor ’Ved Lågen’ senere blev udstykket. På den måde kunne han lidt før de andre husmænd sælge tidlige kartofler på auktionen, hvor prisen var allerhøjest.
Karl Thomsen
Karl Thomsen boede på ejendommen »Karlshåb«, ved Nibevej. Han markerede sig ved at være stærkt engageret i avlsarbejde med den norske hest, fjordhesten, der frem for alt blev husmandsbrugets hest. Sønnen Peder Thomsen videreførte denne interesse. Det er Karl Thomsens fortjeneste, at St. Restrup blev ét af de førende centre for avl af den gule, norske fjordhest.
Kresten Balle 1876 - 1975
Kresten Balle var forstander på Husmandsskolen i 31 år, fra 1918 til 1949.
Kresten Balle og Husmandsskolen bærer en stor del af æren for udviklingen af husmandsbevægelsen både i St. Restrup og langt ud over St. Restrups grænser.
Lars Larsen
Husmand, udstykningsparcel nr. 14, Nibevej, og sognerådsformand.
Lars Larsen var en markant personlighed, der havde sine meningers mod. Han var engageret i Det Radikale Venstre. Lars Larsen var sognerådsformand i perioden 1943 – 1956. Han var med til at starte Andelsmejeriet, og i en periode formand for Sønderholm brugs. Endnu større var hans interesse for det jordnære som natur og jagt. Han var således med til at starte St. Restrup Jagtforening i 1932.
I 1945 solgte han ejendommen til sønnen William og hans kone, Hanne. Lars Larsen blev selv boende i en lejlighed på ejendommen. I mange år drev de et specialiseret landbrug med jordbær og kartofler frem til 1995, hvor deres søn, Per, der ejede naboejendommen, forpagtede Williams ejendom og fortsatte med kartoffelavl.
Anton Simonsen
Husmand og folketingsmand.
I 1915 bosatte Anton Simonsen sig i St. Restrup for at bygge sit nye husmandsbrug på Tostrupvej, - den sydligste ejendom i udstykningen mod Tostrup. Han var med til at starte den socialdemokratiske vælgerforening i Svenstrup og senere i St. Restrup. Han var på et tidspunkt opstillet som folketingskandidat for partiet i Nibekredsen, Blev dog ikke valgt, men indtrådte i en periode som suppleant. Sønnen Ejnar overtog ejendommen. I dag driver barnebarnet Per og Bodil som 3. generation champignongartneri på ejendommen.
Jens Duus
Jens Duus var i en periode formand for den lokale husmandsforening. Han var medstifter af St. Restrup jagtforening i 1932 og var formand for foreningen i mange år.
Oskar Visse
Oskar var kusk på vognen, der kørte udvalget til St. Restrup Herregård for at købe godset i 1912. En stout husmand, der også fungerede som sognefoged. Først og fremmest var Oskar Visse husmand på et mønsterbrug, som blev besøgt af tusindvis af besøgende i tidens løb.
Læs mere om udviklingen i St. Restrup gennem 100 år, i Nibe Avis' trykte udgave.










