Nibe Roklubs 75 års jubilæums rosæson indledes på lørdag med båddåb, sang og kanonsalut!

Sæsonstart - de første kajakker tager afsted (arkivfoto).

Lørdag formiddag indleder Nibe Roklub rosæsonen, og allerede fra sæsonstarten er der lagt op til ekstra festivitas. Klubben har i anledning af jubilæumsåret engageret to markante indslag til at supplere starten på rosæsonen, nemlig Nibe Haandværkersangforening og Nibe Marineforening. Sangerne vil stemme i og følge klubbens flag og stander til tops, mens Nibe Marineforening vil skyde rosæsonen i gang med deres velkendte lille kanon.
I forbindelse med standerhejsningen vil der blive navngivet fem nye kajakker, og efter en times sammenkomst og hygge i klubhuset vil de første roere tage på vandet i kajakker og inrigger robåde.

Nibe Roklub markerer jubilæet flere gange i rosæsonen. Den officielle jubilæumsdag er henlagt til lørdag den 14. juni – og på  klubbens egentlige stiftelsesdato 28. juli er alle medlemmer inviteret til morgenroning kl. 05.00.

Som nævnt vil der allerede på lørdag blive navngivet nye kajakker, som klubben har modtaget donationer til – her iblandt tre, som er skænket via en donation fra Den A. P. Møllerske Støttefond.
Ved jubilæet 14. juni vil der ske navngivning af en helt ny 4-årers inrigger robåd, som A/S J. Petersens Beslagfabrik har givet tilsagn om at donere.
Klubben har endvidere modtaget støtte fra Nordea Fonden – ligeledes til indkøb af kajakker, og her til klubbens juniorroere.
I anledning af jubilæumsåret har klubben endvidere nedsat et særligt flagudvalg, som på danske flagdage og klubbens mærkedage gennem rosæsonen vil hejse Dannebrog i klubbens meget synlige flag- stang ved omfartsvejen i Nibe. Første flagning finder således sted ved sæsonstarten lørdag.