Rasmus Seebach, Barbara Moleko, Infernal, Orgi-E præsenterer KLAMFYR ALLSTARS, Panamah og Bikstok Røgsystem er puttet i godteposen til Nibe Festival, som i løbet af de næste par måneder fyldes til bristepunktet med omkring 100 artister.

Infernal – er tilbage til Nibe, når Nibe Festival til sommer løber af stabelen.

Rasmus Seebach.

Bikstok Røgsystem.

Orgi-E.

Dette »slip« af navne sætter fokus på masser af fest – leveret af et mix af opkomlinge og rutine. Sidst men ikke mindst smider vi også et af de største danske navne igennem de seneste år, lyder det fra festivalleder Peter Møller Madsen.

Rasmus Seebach
Igen i år et af de mest ønskede navne. Seebach bliver ved og ved. Debutalbummet har indtil videre solgt 11 x platin, og toeren »Mer End Kærlighed« har allerede rundet 10 x platin. Det er ganske enestående i en tid, hvor pladebranchen skriger »krise«.
Live er Seebach hit på hit serveret med tæt kontakt til det enorme publikum, som har taget den sympatiske og unikke sanger til sig. Det er tredje gang, at Danmarks store stemme spiller Nibe.
 
Bikstok Røgsystem
Det ypperste inden for den så populære dancehall scene – det er ubetinget. Vi klapper i vores hænder over, at Bikstok Røgsystem har valgt Nibe til én af den håndfuld koncerter, som bandet giver på deres eksklusive comeback tour.
Vi ser frem til at præsentere Pfarfar, Blæs Bukki, Eaggermand og resten af »Røgsystemet« for et garanteret vuggende - og meget behaget - publikum.
 
Infernal
Gendannelse kan man vel ikke kalde det. Infernal har jo bare holdt pause for at koncentrere sig om sangskrivningen. Det får vi så glæde af nu, hvor albummet er på trapperne – fortroppen – altså singlen »Cant Get Back« har i den grad sat dagsorden med masser af airplay og opmærksomhed.  Vi byder Infernal velkommen tilbage til Nibe.
 
Orgi-E præsenterer KLAMFYR ALLSTARS
Suspekt er altid en sikker vinder i Nibe, så derfor er det selvfølgelig oplagt, at vi til sommer præsenterer solodebuterende Orgi-E på Blå Scene.
Orgi-E udgav i efteråret albummet »KLAMFYR« – et album som fik masser af rosende ord af pressen, og som viser en Orgi-E – der som vanligt leverer lyrik på kanten af det »tilladte« – omend vi på »Klamfyr« også møder en tekstmæssigt mere blød og melankolsk rapper.
Til koncerten i Nibe, som i øvrigt debuterede på albumchartens førsteplads, medbringer Orgi-E et allstar band, som bl.a. indeholder flere prominente gæste mc´s.
 
Panamah
Brød så småt igennem med singlerne »Et Sted At Stå« og »Ikke For Sent« fra debutalbummet »Ud Af Stilhed«.  Det store brede gennembrud kom dog med 1-singlen »DJ Blues« fra det kommende album. Nu rammer Panamah og deres halvminimalistiske og elektroniske popsange, så for første gang Nibe Festival.
 
Barbara Moleko
Hvilket gennembrud til Barbara Moleko.  Debutalbummet, fra den musikalsk så farverige sangerinde, kom i efteråret, og har allerede leveret os et par fede singler – nemlig »Gå En Tur« og ikke mindst »Dum For Dig«.
Efteråret bragte Barbara Moleko helt ud til det store publikum, da hun og hendes stærkt spillende liveband varmede op for L.O.C. Vi kender jo i øvrigt også alle sammen L.O.C. duetten ”Helt Min Egen”. Gi´ den op – gi´ den op - for Barbara Moleko.
 
Mange andre navne er offentliggjort
Nephew, Magtens Korridorer, The Floor Is Made Of Lava, Shaka Loveless, svenske Alina Devecerski, Mads Langer og Marie Key er blandt de navne, som allerede er på plads.
 
Stor interesse for Nibe 2013
Vi kan mærke det. Interessen for Nibe 2013 er stor. Dynamikken på Facebook, dialogen på gadehjørnet, og billetsalgets bevægelse fortæller alt om det. Billetterne stiger i øvrigt d. 1. marts.