Når vi andre holder ferie, tager indbrudstyvene på arbejde. Sørg derfor for, at dit hjem er sikret mod ubudne gæster, inden du holder din vinterferie – imens holder Nordjyllands Politis patruljer et vågent øje med kendte indbrudstyve.

I den typiske evinterferie, uge 8, vokser de nordjyske indbrud i private hjem desværre markant.

Sikringsrådgiver ved Nordjyllands Politi, Andreas Mylund, anbefaler derfor, at nordjyderne går deres hjem igennem, inden de drager på ferie – for at sikre deres bolig bedst muligt mod indbrud.

»Det er bare så træls at komme hjem fra ferie til et hus, der er rodet igennem af indbrudstyve – for at nu at udtrykke det på godt nordjysk,« siger sikringsrådgiveren.

Heldigvis er der meget, borgerne selv kan gøre.

»Man kan både forhindre tyven i vælge ens hus, og man kan også gøre noget for at begrænse skaden, hvis tyven alligevel trænger ind,« fortæller Andreas Mylund.

Politi på hjemmebesøg
Politiinspektør i Nordjyllands Politi, Stig Lundbo, tilføjer – som en advarsel til indbrudstyvene – at det nordjyske politi ikke holder vinterferie. Tværtimod.

»Vi holder skarpt øje med indbrudstyvene. Fx vil vores patruljer være udstyret med en Top 20-liste over kendte indbrudstyve, som er på fri fod i vinterferien,« fastslår politiinspektøren, der heller ikke udelukker præventive »hjemmebesøg« på de adresser, hvor indbrudstyvene holder til.

Sikringsrådgiver Andreas Mylund råder nordjyderne til, at de går deres hjem igennem med udgangspunkt i nedenstående liste.

Sådan forhindrer du tyven i at vælge dit hus:

  • Snak med dine nærmeste naboer om nabohjælp – hold øje med hinandens boliger.
  • Beskyt din egen bolig med gode låse, døre og vinduer.
  • Luk og lås døre og vinduer, når hjemmet forlades.
  • Sæt værdier, så de ikke er synlige udefra.
  • Lås værktøj og haveredskaber inde – stigen fastlåses, så tyven ikke kan bruge den.
  • Opsæt bevægelsessensorer, der tænder lys udenfor.
  • Fortæl ikke på internettet, fx på Facebook, at du er bortrejst.
  • Sørg for, at skraldespanden ikke står tømt gennem en længere periode.
  • Lad et enkelt lys eller fjernsynet være tændt, så huset ikke ser forladt ud.
  • Lad i det hele taget din bolig fremstå som om ”der er liv”.

Hvis tyven er kommet ind i din bolig, har du stadig mange muligheder for at sikre dig mod, at tyven stjæler dine ejendele:

  • Anskaf dig en værdiboks til penge, smykker og mindre værdigenstande.
  • Skriv serienumre ned og tag billeder af dine værdigenstande.
  • Du kan mærke dine ting, for så har tyven sværere ved at afsætte dem og lader dem måske ligge.
  • Få en tyverialarm, fx hvis du rejser meget eller bor i et område med mange indbrud.

Nabohjælp
Nabohjælp er en god og effektiv måde at forebygge indbrud på. Et godt naboskab forebygger kriminalitet og skaber tryghed. Nabohjælp handler om at være opmærksom på hinandens boliger og holde øje med, om der sker noget usædvanligt i nabolaget. Man kan fx:

  • organisere sig i nabogrupper.
  • give hinanden besked, når man er bortrejst.
  • få telefonnumre og rejseadresser, så man altid kan få fat på hinanden.
  • sørge for at naboens hus ikke ser tomt ud.
  • få naboen til at parkere sin bil i sin carport.

Du kan på internettet finde mange flere gode råd til, hvordan du kan forebygge indbrud i dit hjem. Læs mere på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside www.dkr.dk  eller på www.stopindbrud.dk.

Det er også muligt at få råd og vejledning af vores sikringsrådgiver Andreas Mylund, læs mere her: Kriminalpræventive sikringsrådgivning.