- Tirsdag, 2. april 2013

Lærere ved Frejlev skole var mødt op med bannere og løbesedler.

Lærere ved Nibe skole var mødt op med bannere og løbesedler.
Fra tirsdag morgen mærker alle med kontakt til de danske skolesystem, at lærerne nu er udsat for lockout.
Det gav sig udtryk på flere af de lokale skoler, her iblandt på områdets to største i Frejlev og i Nibe.
Et gennemgående træk på skolerne er, at der kun mødte en minimalt antal elever til morgenpasning - i Nibe således kun to elever.
Selve undervisningen er konfliktramt i det omfang, lærerne ikke er tjenestemænd, og det er kun de færreste. På Frejlev skole er 10 lærere ansat som tjenestemænd og på Nibe skole er det seks lærere.
Ifølge skoleinspektør Anders Bang, Nibe Skole, underviser disse lærere, i det omfang der er elever til det - men det er alene den almindelige undervisning for de fremmødte elever, der gennemføres. Der må således ikke flyttes timer eller lærere / elever, for at få det hele til at passe sammen.
Ved Nibe Avis' besøg tirsdag morgen hos de to nævnte skoler, mødte kun et fåtal af elever. En del af disse blev kørt til skole i private biler, og her var lærerne på plads med bannere og løbesedler, der fortæller, at lærerne bestemt er interesserede i at undervise, men »vi kan ikke få lov«.
Lærerne uddelte endvidere løbesedler til de forældre, der havde mulighed for at tage imod - løbesedler, der stillede en række spørgsmål, som forældrene i besvaret stand blev opfordret til at sende til Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini (S).
Forældre til elever på de berørte skoler holdes gennemgående underrettet via skolernes intranet.










