Lørdag holder Nibe Festival åbent Hus med udlodnin.

Peter Møller Madsen: Festivalfonden supplerer årets donation.

Lørdag åbner Nibe Festival dørene til kontorbygningerne på Jacob Petersens Vej i Nibe. Det sker som led i den årlige uddeling af penge fra festivalens aktiviteter, og samtidig ønsker vi at give publikum mulighed for at kigge indenfor hos os til lidt hygge, siger festivalleder Peter Møller Madsen.
Et centralt punkt på lørdagens program er uddelingen af penge fra festivalen og festivalfonden. I alt uddeles der 725.000 kr. til omkring 30 foreninger.

Mindre overskud i 2014
Når Nibe Festival Fonden i år bidrager til udlodningen, så skyldes det, at festival 2014 giver et begrænset overskud. Heldigvis er fonden konsolideret, så fondens overskud fra 2014 kan hjælpe til med at gøre glæde i foreningslivet.
At overskuddet i år var relativt begrænset, var bl.a. resultatet af følgende: En skærpet konkurrence i området og så det faktum, at vi, bl.a. på baggrund af jubilæumsfestivalen, generelt valgte at investere i at gøre oplevelsen for vores gæster endnu bedre. Endelig havde regnvejret torsdag og lørdag aften også betydning for festivalens omsætning. Heldigvis var festivalen dog også flere dage begavet med fantastisk sommervejr med høj sol og skøn varme.

Succesfuld festival 2014
Årets festival blev trods et begrænset overskud en stor arrangementsmæssig succes. Der var lidt flere gæster inde i 2014 end i 2013, og oplevelserne i vores smukke og grønne skov stod i kø.
Omsætningen lå i øvrigt i underkanten af 25 millioner.
Det endelige regnskab offentliggøres til generalforsamlingen i februar 2015.

Første navne er på plads
På Nibe 2015, som afvikles i dagene 1. - 4. juli, præsenterer vi mere end 75 koncerter midt i Skalskoven. De første navne er allerede offentliggjort. Et gendannet Dizzy Mizz Lizzy springer selvfølgelig ikke over Nibe, Kim Larsen & Kjukken er også klar efter en mindre pause, og så er det jo logisk, at Suspekt også i 2015 sparker den af i vores skov.
Mange flere navne følger de kommende måneder. Programmet forventes at være på plads omkring 1. april, slutter Peter Møller Madsen.