- Onsdag, 12. september 2012
Fire nye æresmedlemmer i Vokslev IF.

Fire nye æresmedlemmer - fra venstre: Birthe Jensen, Ove Jensen, Jørn Bødker og Hanne Buus Jensen fik titlen tildelt ved lørdagens jubilæum. Tidligere er også Niels Chr. Hansen og Kjeld W. Jensen udnævnt til æresmedlemmer.

En flok »gamle« VIF’ere, samlet til en snak om tidligere tiders bedrifter. Fra venstre: Klubbens æresmedlem Niels Chr. Hansen, tidl. formand Jørn Rønfeldt, tidl. træner Jørgen Nygaard, Jørn Bødker (blev lørdag udnævnt til æresmedlem) og klubbens formand Poul Erik Christensen.

På håndboldbanen blev der også gået til spillet, på jubilæumsdagen. Her forsøger Hanne Buus Jensen sig og passerer Lotte Thorup, mens målmand Birthe Jensen, Karin Lauritsen, Lene Melgaard og Ditte Jeppesen følger boldens kurve. Hanne Buus Jensen og Birthe Jensen blev begge udnævnt til æresmedlem, ved jubilæumsfesten lørdag aften.

Kamp om bold og points, under Vokslev IF's jubilæumsturnering. Fra venstre: Jens Gade, Gert Espersen, Niels Munk, Jens Askehave og målmand Morten Stjernholm.
Vokslev Idrætsforening festligholdt lørdag sit 40 års jubilæum med sportlige indslag, hyggelig sammenkomst i klubhuset og jubilæumsfest om aftenen.
I 1972 satte man sig for at genskabe dén idrætsforening i Vokslev, som gennem en halv snes år i efterkrigsårene havde eksisteret, men som desværre ikke viste sig levedygtig. Det viste sig i 1972 at være en god idé at genstarte klubben, og den forløbne weekend kunne klubben så fejre 40-året.
Lørdag var afsat til sportslige aktiviteter, helt i klubbens ånd; nemlig med det sociale i højsædet, og resultatet af kampene blev af mindre betydning. Dog kunne klubbens Grand Old Boys hold notere sig en turneringssejr, hvilket ifølge klubbens formand (og målmand på holdet) Poul Erik Christensen, ikke er hverdagskost i den daglige turnering.
Vokslev Idrætsforening har i perioder også kunnet mønste et habilt dame håndboldhold, og mange af spillerne fra »dengang« var ligeledes mødt frem for at spille – nok i den samme ånd som fodboldherrerne, men når først spillet gik løs inden for kridtstregerne, blev der spillet, »som gjaldt det liv og død«.
Glimt fra gamle dage
På terrassen var borde og bænke fyldt med medlemmer – nuværende og tidligere – som fik en god snak om tidligere tiders bedrifter. Her mødte Nibe Avis’ udsendte bl.a. klubbens første formand fra 1972 Jørn Bødker, tidligere formand Jørn Rønfeldt (nu Holbæk), æresmedlem og tidligere kasserer Niels Chr. Hansen, samt én af klubbens første fodboldtrænere, Jørgen Nygaard, der stolt kunne berette om bl.a. en episode, hvor Vokslevs førstehold i fodboldens serie 5, i de sene 1970’ere mødte Jyllandsserie-reserverne fra Sebber IF. Vokslev måtte indkassere det første mål, og sveden sprang fra trænerens hænder! Kampen endte dog med en flermåls-sejr til Vokslev IF, og spillet flød så godt, at selv de garvede Sebber-tilskuere måtte gi’ fortabt og klappede Vokslevs spillere fra banen !
Jubilæumsfest og fire nye æresmedlemmer
Lørdag aften havde Vokslev IF indbudt til jubilæumsfest, som blev afholdt i den nærliggende mulithal hos Vokslev Friskole. 120 var mødt frem, og de fik på alle måder en festlig og hyggelig aften, beretter Poul Erik Christensen.
Aftenens højdepunkt indtraf, da formanden på klubbens vegne kunne udnævne hele fire nye æresmedlemmer, til at supplere de to, som klubben tidligere har udnævnt (Niels Chr. Hansen og Kjeld W. Jensen).
Her blev følgende udnævnt:
– Jørn Bødker, som var med til at stifte klubben i 1972. Han har været formand i flere omgange.
– Hanne Buus Jensen, som har været formand i en længere peride.
– Ove Jensen, som også har været formand i en længere periode.
– Birthe Jensen, som har været bestyrelsesmedlem i Støtteforeningen i mange år.
Endvidere blev Steen Larsen hædret med DGI’s sølvnål for lang tro tjeneste som træner og bestyrelsesmedlem.
Otto Kristensen blev udnævnt til årets sportsmand for sin indsats som holdleder for Grand Oldboys.
Vokslev Idrætsforening har i dag 220 medlemmer, fordelt på Gymnastik (80), Svømning (50), Badminton (30) og fodbold (60).
I fodbolden, som er den mest udadvendte aktivitet med deltagelse i aturneringer, har foreningen to hold i 7-mands herre senior, ét hold i Grand Old Boys og ét hold i herre U-16.










