Det nordjyske elselskab ser store perspektiver i produktionsvirksomheden i Barmer. Målet er, at virksomheden over tre år fordobler produktion og salg af skræddersyede varmepumpesystemer til både private og større offentlige - og erhvervskunder – med flere nordjyske jobs til følge.

Direktør Jan Ravn, HEF, (t.v.) og direktør Henning Pallesen, DVI, glæder sig til at udvikle DVI’s organisation yderligere. Her er de fotograferet i DVI’s produktion i Barmer.

Af: Mads Stenstrup

Over 10.000 danske parcelhusejere har allerede taget varmepumperne til sig som bæredygtigt, privatøkonomisk alternativ til traditionel opvarmning. Flere vil komme til, ligesom der er mulighed for en væsentlig eksport, og snart forventes også større danske offentlige institutioner og private virksomheder for alvor at få øjnene op for perspektiverne, efterhånden som der tages fat på relevante energirenoveringer, der ofte giver så store driftsmæssige besparelser, at investeringen er tjent hjem på få år.

Den vision og målsætning er HEF, Himmerlands Elforsyning, villig til at investere i sammen med DVI, Dansk Varmepumpe Industri, i Barmer. Konkret har HEF besluttet at skyde15 mio. kr. i DVI og dermed skabe det kapitalgrundlag for DVI, der skal til for at ruste virksomhedens organisation til en kraftig fremtidig vækst. Første skridt er en styrkelse af både DVI's projekt- og salgsafdeling.

Læs mere i denne uges trykte udgave af Nibe Avis, eller på NYT OM NAVNE