- Torsdag, 22. januar 2015
Sidste uges rejsegilde i forbindelse med en omfattende udvidelse af Frejlev Kirkecenter blev samtidig en mærkedag for byggeriet.

Rejsegildet ved Frejlev Kirkecenter blev behørigt fejret med taler og røde pølser – og som det fremgår her, var den traditionelle krans også sat. Da byggeriet er ganske langt fremskredet blev der taget en ny metode i anvendelse, idet flag og krans blev monteret på én af TL Byg’s elevatorer og dermed sat til vejrs. På billedet er det fra venstre kirkeværge Bjarne Bang-Schnack, rådgivende ingeniør Jens Eriksen, Bent Flyvholm fra provstiudvalget, formand for Frejlev Menighedsråd Karner Nøhr og byggeriets arkitekt Thomas Andersen fra plusArkitekter, og bosiddende i Frejlev.

Formand for Frejlev Menighedsråd Karner Nøhr roste arbejdet fra håndværkere og rådgivere – og selv vejrguderne fik ros!
Byggeriet omfatter renovering af de eksisterende lokaler samt udvidelse af arbejdspladser for kirkens personale og bedre pladsforhold til bl.a møder og konfirmandundervisning.
Ved rejsegildet var der talstærk repræsentation fra håndværkere og rådgivere samt menighedsrådsmedlemmer og kirkens ansatte fra Frejlev og nabosognene, medlemmer af provstiudvalget, naboer til byggeriet m.fl.
Formand for Frejlev Menighedsråd Karner Nøhr noterede sig, at byggeriet i det milde vintervejr ser ud til at holde tidsplanerne – endog så godt, at rejsegildet er blevet et par uger forsinket, sagde han med glimt i øjet og han så frem til, at det nye kirkecenter bliver til glæde for samtlige husets brugere, personale, menighed m.fl.
Bent Flyvholm bragte provstiudvalgets hilsen, og i sin tale hæftede han sig særligt ved, at det nye kirkecenter er et bevis på, at folk gerne vil mødes om et fællesskab og komme hinanden ved. Dette er i sig selv en god betaling for byggeriets gennemførelse og husets berettigelse, sagde Bent Flyvholm idet han sluttede med et hurraråb for byggeriet.
Arkitekt Thomas Andersen fra plusArkitekter bragte sin og håndværkernes hilsen med et trefoldigt hurraråb.
Thomas Andersen nævnte i sin tale træk fra byggeprocessen, og han takkede for tilliden til, at firmaet var blevet valgt som rådgiver.









