- Mandag, 25. marts 2013
Over 100 koncerter står den på, og det sidste ”slip” rummer bl.a. store danske navne som Kashmir, Søren Huss, Fallulah og Alphabeat.

Søren Huss.

The Eclectic Moniker

Kashmir
Festivalleder og musikbooker Peter Møller Madsen giver de sidste mange navne til årets festivalprogram, disse ord med på vejen:
Kashmir
I 2012 gæstede Kashmir Nibe og spillede én af få The Good Life koncerter. 2020 kan man sagtens forestille sig, at Kashmir gæster Nibe og spiller én af få E.A.R. koncerter. Sådan kan scenariet godt udspille sig om en pæn håndfuld år. Kashmir har nemlig netop smidt albummet E.A.R., og det har med få undtagelser fået armene helt op over hovedet på de danske anmeldere.
Genialiteter deler altid vandene og en genialitet er E.A.R. Vi deler til gengæld Kashmir med vores publikum fredag d. 5. juli.
Alphabeat
Festoriginalerne fra Alphabeat lukker for andet år i træk Stor Scene. Denne gang er det fredag nat, der står for tur.
Det er ikke uden grund, at Silkeborgbandet har fået dette lod. De laver FESTEN, og det er det, vi vil skabe på Stor Scene – ikke mindst på dette sene tidspunkt.
Søren Huss
”Jeg vil gerne være min genrations sangskriver”, har Søren Huss tidligere udtalt, og Saybia sangeren er godt på vej til at blive det.
Søren Huss´ andet soloalbum ”Oppefra & Ned” har fået fantastiske anmeldelser og er allerede udskreget til ÅRETS ALBUM.
Der er kommet mere fart og mere strøm på ”2eren” sammenlignet med den melankolske debut ”Troen & Ingen”, hvor sorgen, vreden, kærligheden og Huss´ indre tanker, på baggrund af kærestens tragiske død, blev vendt ud mod os alle.
Fallulah
Fik det store gennembrud i 2011, men allerede året inden besøgte Fallulah vores festival. Siden er det gået slag i slag og hit på hit.
I år er Fallulah aktuel med albummet ”Escapism”, som allerede har smidt successinglerne ”Superfishyality” og ”Dried-Out Cities” af sig. Det er soleklart, at Fallulah selvfølgelig spiller Nibe 2013.
Niels Skousen
Når Magasinet Soundvenue, som ellers fokuserer meget på indiescenen, over giver sig og giver 5 stjerner til en 68 årig poet med noget på hjertet, så fortæller det vel alt om, hvad Niels Skousen står for.
Sprang ud som hippiepoet – dengang de var til, men har altså vist en sjælden set holdbarhed. Det dokumenteres klart og tydeligt på koncertfilmen ”Niels Skousen – 40 år i dansk rock”.
Rangleklods
Elektroniske Rangleklods udgav i 2012 ”Beekeeper”, og med ét voksede Esben og Pernille ud af Berlins undergrund og invaderede de helt store internationale scener. Det hele kulminerede på det nærmeste med koncerten på Roskilde, hvor den elektroniske duo væltede Cosmopol foran 6500 festivalgæster.
Soluna Samay
Vandt sidste år det Danske Melodi Grand Prix, men det er ikke derfor, Soluna er inviteret på skovtur i Nibe. Derimod skyldes det, at Soluna Samay er en begavet singer songwriter, som står på tærsklen til det store gennembrud udenfor Grand Prix planeten.
Det kommende album er på trapperne – akkurat som Solunas debut i Nibe.
Ham Den Lange, Zjakalen, Kazpa G, Simon Red, D-ON & DJ True illa
På baggrund af mange års samarbejde imellem hiphop kulturen i Aalborg og Århus har Ham Den Lange, Zjakalen, Kazpa G, Simon Red, D-ON fra OA & DJ True illa, besluttet sig for at samle deres bedste værker i ét stort show.
Da alle 5 rappere bliver plade aktuelle i 2013, vil man i showet få en smagsprøve på nogle af deres nye singler, men meget af showet vil blive præget af muligheden for at genhøre gamle klassikere samt collabo numre, der aldrig før har kunnet opleves live.
The Eclectic Moniker
The Eclectic Moniker er helt sikkert den hvide mands tribute til calypsoen. Med karismatiske Frederik Vedersø i front leverer det 8 mand store band intens og stemningsfyldt calypsoindie – eller skal vi beskrive det som en smeltedigel af indierock, afrobeat, calypso og alternativ pop.
Kaka
Et af de lovende navne på den danske reggae- og dancehall scene. Little Kaka, Bigg Kaka eller ganske enkelt bare Kaka brød i 2012 helt og holdent igennem med ”Bang Bang (Reggaejam)” og har siden smidt singlerne ”Dansk Dancehall” og ”Ingen Knive Når Vi Fester” i rotation.
Frede Fup
Tilbage i Nibe – kan man sige. I Frede Fups stormagtstid i starten af 80´erne optrådte bandet nemlig i Skal Pavillonen.
Dengang, hvor Frede Fup hittede med numre som ”Kaj og Stjernerne” og ”37,5 i Feber” og ”I Only Wanna Fuck Your Mother”, anede ingen, at Skal Pavillonen små 30 år senere skulle danne ramme om Backstagebaren på Nordjyllands største festival, og at Frede Fup lige så mange år senere skulle spille på en af festivalens scener.
Xander
Optrådte sidste år i Nibe på Blå Scene med Ankerstjerne og senere på aften med Wafande i Reservatet. Den unge hitmager har siden skabt sig endnu mere popularitet via album # 2, masser af airplay og da også via sin optræden som coach i Voice – Danmarks Største Stemme.
Noah
Endnu et af tidens store danske popnavne spiller Nibe. Noah, som har ramt danskerne med singlerne ”Alt Er Forbi” og ”Over Byen”, rammer os også med deres debutalbum inden Nibe.
Cody
Opstod omkring sanger og sangskriver Kasper Kaae og har siden vokset sig stort, som et syv m/k band med noget på hjertet.
Cody er dybt, smukt og storladent. Cody er potentiale. Genren er fremadrettet og lettere countryinspireret folk. Det smager meget af de store internationale americana navne, som lige nu rammer det helt store brede publikum.
Alex Nyborg Madsens Big Riff Society
Den står på legendariske navne som Thin Lizzy, AC/DC og Deep Purple blandet med prælegenderne Foo Fighters, The Killers og Kings Of Leon – og meget andet der imellem, når Alex Nyborg Madsen samler vennerne til en gang ”tråd”.
Stemningen er høj, og rammerne er sat, når Alex Nyborg Madsens Big Riff Society rammer Reservatet.
Flødeklinikken
Også på plads i Nibe. Flødeklinikken har netop udgivet albummet ”7 Sind” med singlen ”Igen”. Tidligere har Flødeklinikken leveret store stemningsfyldte hits som ”Piger Med Pistoler” og ”Jeg Vil Se Dig Græde”. Flødeklinikken har meldt ud, at deres shows i 2013 bliver organiske, eksperimenterende og større i lyden – samt at de er mere og andet end rap og hiphop.
Tolsgaard & Pretzmann
2/3 af Drengene Fra Angora giver en af få sommerkoncerter på Nibe 2013. Glæd jer til dette forrygende show med Tolsgaard & Pretzmann, masser af humor, musik og glimt i øjet. Debutalbummet ”Vores Lille Hemmelighed” udkommer primo maj.
The Powls
Det skulle efterhånden være 20. gang, at The Powls spiller Nibe. Vi fik i den spæde start et tip fra Nils Torp (Kliche, Souvenirs), som tomlede op på dette noget anderledes musikalske projekt. Siden har vi hængt på disse vanvittige spillemænd – eller hvad man nu kalder det.
Stand Up Comedy
Også i år har vi sat 9000 COMEDY i stævne. Både i Cafe Ondt i Bolden og i Rocktown. Rocktown får bl.a. også besøg at UFFE HOLM og GEO.
Debut på Nibe
FORD T leverer FED farmerrock, Quasarvinderne THE BOY THAT GOT AWAY spiller grunge og TWO TRICK PONY (foto) lo-fi rocket “cowpop” a la Jesus And Mary Chain, samt RØVFINGER - det hedder de altså - spiller alle Nibe for første gang.
Genvalg igen og igen
Til TOM DONOVAN, KRIS HERMAN (foto), TOURNESOL og lokale THE BATS, der er et år fra ”peberet” i Nibe, har pr. tradition alle fået genvalg og spiller pr. tradition også Reservatet. VEJGAARD TÅRNBLÆSERLAUG spiller også traditionen fire koncerter ved Jägerhytten Ausfahrt torsdag og fredag, og så får vi dem i år også lige lørdag i Reservatet.
De første navne på scenen Den Lille Fede
Programmet byder indtil videre på amerikanske KING SOLOMON HICKS, lokale JOSEFINE BECH MØLLER og New Orleans fetichisterne LYHNE AND THE MOJO MACHINE.
Singer songwriterne LAURA MO, KAMILIA AMELIE og LYDMOR (foto) træder på hver sin måde og hver sin tid ind på den intime scene.
Og så fyrer THE DEVILS TINY CHAINS skramlende og akustisk sydstatsrock af, og to nætter byder på færøske NORTHATLANTHAVSBLUES.
Vi sætter mere fokus på scenen Den Lille Fede, når de sidste navne er på plads.
Spot on NORD
Sidste år satte Nibe Festival, supportet af Spar Nord, fokus på nordjysk musik. Under titlen Spot On NORD præsenterede vi en række nordjyske navne på den fremadrettede scene Rocktown.
Også i år kan vi med stor glæde og i samarbejde med Spar Nord fokusere på det bedste af det musikalske vækstlag i Nordjylland.
Ét af navnene, Figurines frontmanden CHRISTIAN HJELM, spillede en af karrierens allerførste solokoncerter på Nibe 2012. Siden er det gået slag i slag. Albumudgivelse, masser af airplay – bl.a. med ”Lang Vej Igen”, awards og hæder, og nu altså en reprise i Nibe.
Med stolthed præsenterer vi udover CHRISTIAN HJELM på metalrockende ESSENCE, The Blue Van frontmanden STEFFEN W, EXTRA STORE GRØNLANDSKE REJER, DANCE WITH DIRT og selvfølgelig også JONNY HEFTY & JØDEN, som de seneste år har væltet Rocktown på festivalens førstedag.










