- Tirsdag, 24. marts 2026
Der var helt styr på de formelle ting, da man i Farstruphallen fik sat valget til Folketinget i gang tirsdag morgen.
Selvom vejret var både vådt og gråt, var der allerede inden valgstedets officielle åbning mødt adskillige vælgere op. De fik så lejlighed til at overvære de indledende formelle procedurer, som skal sikre, at alt går rigtigt til på sådan en valgdag.
Valgstyreformand Anne Kjærsgaard Krogh og de to kommunale valgsekretærer havde i forvejen orienteret de tilforordnede vælgere om dagens spilleregler.
Valgurnerne blev kontrolleret, og det var med hjælp fra en af de tidligt mødte vælgere, Morten Sørensen. Der blev skabt sikkerhed for, at valgurnerne var helt tomme, inden der blev puttet stemmesedler med vælgernes krydser i.
Det blev konstateret, at alt var i orden, og derfor kunne valgstyreformanden præcis kl. 8:00 meddele, at selve valghandlingen nu var begyndt.
Og derefter kunne de morgenfriske vælgere sætte dagens første krydser, og putte de pågældende stemmesedler i valgurnerne. Og resten af dagen kom der mange flere af de 1501 stemmeberettigede til valgstedet i Farstrup, og de fik også sat deres krydser. / FH










