Mellem klassisk og jazz fra den italienske blomsterriviera

Koncert med Trio Mal d’Estro i Sønderholm Kirke

Når man står køen i den lokale butik i Italien med hænderne fulde af mozzarellaost, en pakke espressokaffe og et sæt noder, og bliver spurgt af herren i køen bagved: ”Skal vi spille sammen?”, så siger man da: ”Sì, perché no!” (Ja, hvorfor ikke).
Det er der kommet et årelangt musikervenskab ud af på tværs af grænser. For tilbage i 2015 mødte Jan Mygind og Christine Hjort Bjerre Claudio Massola i den lokale butik i en lille bjerglandsby ved den italienske blomsterriviera i Ligurien. Claudio havde hørt, at der var musikere på besøg i byen, og som leder af det lokale teater og trioen ”Mal d’Estro”, lagde han vejen forbi samme lokale butik og kaffebar for at indtage morgenens espresso. Det er der kommet et langvarigt musikalsk venskab ud af, som nu for tredje gang fører den italienske trio Mal d’Estro på ”afveje” helt til Danmark.

 Derfor kan Aktivitetsudvalget i Sønderholm og Frejlev sogne fredag i denne uge byde velkommen til trioen i Sønderholm Kirke. Trio Mal d’Estro betyder netop ”at være på afveje”, og det skal vi opleve, når de tre musikere, Claudio Massola, (klarinet og fløjte), Bruno Giordano (klarinet og saxofon) og Alessandro Delfino (klaver), der alle har baggrund i klassisk musik, tager publikum med på en spændende og herlig ekskurs, hvor klassiske hits og kendte folkemelodier iklædes jazzede toner. Så bliv ført ad nye veje denne september aften, og lad jer forføre af Rossini, Bizets Carmen og argentinske tangoer med rytmen fra den italienske blomsterriviera. Bagefter bydes der på et glas bobler i Sønderholm Sognegård, hvor man også har mulighed for at hilse på de italienske musikere og afprøve det eventuelle det italienske ordforråd, eller blot nyde sine bobler, lyder det fra Christine Hjort Bjerre, Kirke- og kulturmedarbejder ved Sønderholm og Frejlev Sogne. / JS
Koncerten varer ca. en time uden pause, og der er fri entré.