
- Lørdag, 1. april 2017
Thomas Enevoldsen vender hjem til St. Restrup IF – spiller første gang i dag lørdag på hjemmebanen i Frejlev.
Thomas Enevoldsen har gennem det sidste års tid vurderet sin fremtid som professionel fodboldspiller hos AaB, da han sideløbende med sin fodboldkarriere har stor succes med sit eget firma internetsitet; ”Migogaalborg.dk”. Han har som konsekvens af successen fundet, at tiden er den rigtige nu til et skifte hjem til barndomsklubben, St. Restrup IF, hvor han allerede i dag får debut når Aars IK gæster Frejlev Stadion kl. 14:00. Nibe Avis har som følge af denne store nyhed taget en snak med flere af hovedpersonerne bag dette skifte – naturligvis hovedpersonen selv, Thomas Enevoldsen, St. Restrup-træner: Michel Valdemar og fodboldformand i St. Restrup IF Evald Lange Rise
– Der er ingen tvivl om, at det ikke har været en let beslutning, men omvendt har jeg altid gerne ville slutte min fodboldkarriere i barndomsklubben; St. Restrup IF. På den måde får jeg mulighed for at give noget tilbage til den klub, som altid har stået mit hjerte meget nær, mens jeg stadig er i en fodboldmæssig god alder og kan gøre gavn på banen. Klubben har på seniorfronten et meget spændende og ambitiøst projekt om at etablere sig på divisionsniveau, som jeg gerne vil være en del af og tror meget på. Jeg har allerede mødt mine holdkammerater og fået et særdeles godt indtryk af både klubben, spillerne og træner Michel Valdemar. Samtidig får jeg her en god mulighed for at kombinere mit firma med fodbolden lokalt, udtaler Thomas Enevoldsen til Nibe Avis.
St. Restrup IF’s førsteholdstræner, Michel Valdemar, er naturligvis meget tilfreds med tilgangen af Thomas Enevoldsen: – Vi får her en spiller, som er i sin bedste alder. Med den erfaring Thomas har fra Superligaen, international fodbold samt fra landsholdet, er det et kæmpe scoop for holdet og klubben med Thomas’ tilgang. Michel Valdemar fortæller, at Thomas Enevoldsen får debut i sæsonpremieren i dag på hjemmebane mod Aars IK, og håber at mange af klubbens fans vil komme på stadion kl. 14:00 for at byde Thomas Enevoldsen velkommen hjem, og se ham og resten af holdet i aktion. Positionen på banen vil han dog ikke røbe.
Nibe Avis fangede også fodboldformand Evald Lange Rise for en kommentar: – Jeg må sige, at jeg har svært ved at få armene ned igen. Jeg ser et kæmpe potentiale i Thomas Enevoldsens skifte, som vil kunne sætte ringe i vandet helt ned til klubbens yngste spillere. Jeg håber også på, at det her er lige det, som skal til for, at sponsorafdelingen rigtigt får vind i sejlene på ny. Der er allerede lavet aftale med Sport 24 omkring salg af trøjer og andet merchandise. Jeg kan, i den forbindelse, allerede nu løfte sløret for, at Thomas Enevoldsen kommer til at bære det legendariske trøjenummer 2, som flere af klubbens store koryfæer har båret, og jeg er sikker på, at Thomas Enevoldsen kan løfte den arv, som den medfører, slutter Evald Lange Rise til Nibe Avis.
Fodboldformand Evald Lange Rise er begejstret for den »hjemvendte« superliga- og landsholdsprofil.