Som man kan læse i denne uges trykte udgave af Nibe Avis med indslag fra en lang og minderig periode i St. Restrup Idrætsforening, kan de ældste aner i foreningen trækkes tilbage til 1927. 

Det fejrer klubben, som med ca. 1100 medlemmer er blandt de største i Aalborg Kommune, nu med aktiviteter og sammenkomst på lørdag. 

En række mindre foreninger og et antal fusioner disse foreninger imellem har bragt den St. Restrup Idrætsforening til, hvor den er i dag.

St. Restrup Idrætsforening tæller hele fem afdelinger, hvor de fremherskende idrætsgrene dyrkes med stor interesse: Håndbold, fodbold, gymnastik, skydning og badminton. Alle er det markante danske idrætsgrene, og lokalt styres de godt i St. Restrup IF – eller RIF, som foreningen omtales i det daglige.

Gennem tiden har der været andre initiativer og enkelte idrætsgrene på programmet. Her iblandt præmiewhist, som holdt ved indtil 2012 og foreningens bankospil. 

Historien om RIF’s Venner er ligeledes lang og glorværdig, og gennem tiden er der tjent mange penge til foreningens drift ved forskellige arrangementer, bladet RIF-NYT og drift af foreningens kantine.

I dag arrangeres der jævnligt fester og andre arrangementer, som giver fine overskud til brug for foreningens drift.

Et særligt tiltag var det, da man for blot få år siden satte sig for at skabe en udvidelse til Frejlevhallen. Initiativet kom fra RIF, som samlede godt én million kroner og sammen med Aalborg Kommune og Frejlev Skole fik skabt baggrund for den udvidelse med en ekstra anneks-hal, som står i dag.

Siderne i Nibe Avis med glimt fra de 90 år, er blot et udpluk af mange års idræt i Sønderholm, Frejlev og St. Restrup. Stoffet er bragt til verden i samarbejde med RIF’s mangeårige sekretær og bladredaktør Torben Nielsen.

SIDERNE I DEN TRYKTE UDGAVE AF NIBE AVIS KAN LÆSES HER: RIF 90 ÅR TILBAGEBLIK

God læselyst!

–     –     –

HER ER LIDT MERE TILBAGEBLIK:

BADMINTON: RIF Julestævne 2008: Andreas Horskjær og Charlotte Skou (billedet t.v.) vandt guld i U11C rækken i mix double. Sammen. En anden flot præstation stod Andreas Hedegaard (t.h.) for med fuldt hus i U11A rækken ved at vinde guld i såvel single som herre double og mix double. 
HÅNDBOLD: Pige U-12 holdet er et rigtig godt socialt fungerende hold, altid med sjov og megen snak. Det har altid været en fornøjelse at komme ned til pigerne i hallen. Stående: Line Vestergaard, Johanne Krogsgaard, Trine Pedersen, Benedikte Holt, Signe Andreasen, Sophie Thomsen. Siddende: Marie Sørensen, Julie Jacobsen, Nikoline Kjær, Julie Stoltz, Simone Juul, Louise Lassen. Derudover mangler: Josefine, Rydahl, Line Raschu, Nanna Sandstrøm.
FODBOLD: Allerede i 1980 skrev Mette Nielsen og Pia Bjerring historie, idet de som de første fra RIF, blev udtaget til daværende JBU hold. Den tidligere professionelle AaB spiller Thomas Enevoldsen spillede også nogle af sine ungdomsår hos RIF, og for nylig blev tvillingerne Signe og Mathilde Carstens, udtaget til den danske U16 landsholdstrup.  
SKYTTERNE: Billedet viser den første bestyrelse; Kristian Larsen, Poul Erik Pedersen, Bent Knudsen, Peter Pedersen og Villy Kristensen.
GYMNASTIK: Gymnastik er egnens ældste organiserede sport – Sønderholm og St. Restrup Ungdoms- og Gymnastikforening startede i 1922. Det var dog først i 1980 at afdelingen blev en del af RIF. Historien viser at både dame- og herrehold havde lokale opvisninger og deltog i andre byers arrangementer – præcis som det kendes fra nutiden. På billedet her, bagest fra venstre: Niels, Julie, Stine, Maria, Stig, Mai, Hanne, Maria, Tina og Morten. I midten, fra venstre: Maria, Martina, Kristina, Britta, Tine, Michelle, Anna og Lisa. Forrest: Dorte, Fie og Helle.
RIF’s VENNER: Den sidste bestyrelse i RIF’s Venner, da støtteforeningen lukkede i 2007. Fra venstre: Lars Peter Christensen, Torben Andersen og Poul Skov.