- Tirsdag, 17. juli 2018
Af det overskud som mere end 50 frivillige skaber i Røde Kors genbrugsbutikken, Torvet i Nibe, bruges ca. 70% til lokalt hjælpearbejde.
Her i sommer, har vi sendt 13 danske børn mellem 8 og 14 år på feriekoloni på Fyn, i samarbejde med Ungdommens Røde Kors, Aalborg. Disse børn har fået nogle fantastiske oplevelser, sammen med en masse andre børn og frivillige hjælpere, fortæller Preben Vestergaard, formand for Røde Kors Nibe.
I sidste uge inviterede vi også 11 nydanskere, heraf 7 børn , og 3 frivillige hjælpere på en 3 dages feriekoloni ved stranden i Grønhøj. Med det gode vejr blev det til masser af badning i Vesterhavet, leg på stranden, og en god lang dag i Fårup Sommerland.
Så det var nogle glade børn fyldt med nye oplevelser, der vendte hjem til Nibe.














