Femte sæson af erindringsdans er afviklet, og det har været lige så succesfuldt, som de forgående gange, fortæller ergoterapeut Kristine Mühlendorph Knudsen:

– Vi sluttede af med afdansningsbal, hvor vi startede med indmarch og nød hjemmebagt kransekage og et glas portvin, inden dansen gik i gang. I år var vi så heldige at Ole Ruby akkompagnerede med levende musik, og Kamma Larsen og Erik Andersen lagde for med en vals.

– Vi har danset hver tirsdag eftermiddag i otte uger. Det har været en succes, og vi forventer at starte op igen efter jul, oplyser Kristine Mühlendorph Knudsen.
Alle beboere på Solsidecentret har været inviteret, og der har været god tilslutning.

Vi har haft uvurderlig hjælp fra frivillige, en hjælp som vi er meget taknemmelige for. Der er blevet danset, sunget med på musikken, og snakket på kryds og tværs af alle huse.

At danse kan vække minder, det skaber glæde og så er det god motion. Konceptet tager udgangspunkt i reminiscensmetoden, der systematisk anvender minder og erindringer, som et bidrag til at genopvække eller forstærke følelsen af personlig identitet og selvværd, slutter Kristine Mühlendorph Knudsen.