En ny-udgivet bog på ikke færre end 734 sider fortæller i detaljer, hvordan modstandsbevægelsen i Nordjylland arbejde under 2. verdenskrig.

Bogen indeholder blandt andet beretninger og detaljer om det illegale (ulovlige, set med den tyske besættelsesmagts øjne) arbejde, som forgik, også lokalt i og omkring Nibe.

Herom beretter Poul Søndergaard i bogen:

I anlægget og i alleen op til Skal Plantage havde tyskerne opstillet et stort antal tankvogne, som indimellem blev »ramponerede af forbipasserende«, det var begyndelsen på modstanden i Nibe og den voksede.

FDF i Nibe havde en terrænsportsafdeling. Tre medlemmer herfra gik pa skole i Aalborg og blev her kontaktet til og orienteret om organisationen »Frit Danmark«.

En af de tre havde arbejdet illegalt i Aalborg nogle måneder, men i foråret 1943 kom den første sending illegale blade til Nibe. Gruppen med de tre blev nu udvidet til seks FDF -spejderførere. 

Bladene blev omdelt om natten og ind imellem kom der også en Nibe udgave om forskelligt i Nibe. Det skabte naturligvis snak i byen og om hvem det kunne være der omdelte disse blade - og så med lokalt stof? 

Poul Søndergaard (1925-2012). Foto: 1944.

Nibegruppen ville mere end de blade, de fik fra Aalborg og de begyndte selv at lave bladene i et større oplag i Nibe. 

De illegale blade gav befolkningen en følelse af, at der var en forbindelse ud til det omliggende modstandsarbejde, men ingen - ud over os selv - vidste noget. Gruppen blev efterhånden udvidet til det dobbelte. Det var sikre folk, og de blev alle orienteret om vilkårene, når de blev spurgt. De blev foreholdt den risiko, der fulgte med deltagelsen, når de blev spurgt. Blev vi opdaget, kunne det betyde døden.

lngen i gruppen kendte alle i gruppen. Der blev arbejdet diskret og bladvirksomheden fortsatte en tid samtidig med, at der ved mindre sabotager blev stoppet nogle steder - en købmandsforretning, en villa med sympatisører og en muslingefabrik, som åbenlyst leverede varer til tyskerne.

Efterhånden som modstanden mod tyskerne tog til, kom der også repressalier fra tyskerne. Der var clearingmord og schalburgtager som gengæld for sabotager. Natten var så mørk om vinteren i mørkelægningen, at jeg en aften ved midnatstid kom hjem efter en bladomdeling og ikke kunne finde porten til Brænderigarden. Samtidig kom der en enlig støvletrampende tysker. Jeg valgte at gå midt i gaden. Det havde tyskeren åbenbart også gjort med det resultat, at vi stødte sammen. Hvem der blev mest forskrækket ved jeg ikke, men tyskeren løb skrigende ned ad Store Tranegade, hvor han boede i Frelsens Hær, der var i nr. 20. Jeg selv famlede ind til siden og fandt efterhånden porten til Brænderigarden og hastede op på 2. sal, hvor jeg havde værelse.

Det var efterhånden småt med nyheder. Der var forskellige bekendtgørelser i Nibe Avis om, at forretningerne lukkede hver dag kl. 17 på grund af mørklæg­ning og brændselsbesparelser. 

Gasrationeringen havde allerede virket fra 1942, og nu viste der sig et fald i gasproduktionen på 15%. Det gik ud over værkets økonomi og betød at byrådet forhøjede kubikmeterprisen.

 

Bogen: »Aalborg og det sydlige Nordjylland under besættelsen« er udgivet på forlaget VREJLEV. Forfatter: Pernille Pedersen. 734 sider.