Fra denne uge er caféen i Skomagergade nummer 9 med en ny kvinde »bag roret«: Efter tre år med Mette Skovhus Nøhr (og senest med Yvonne som kompagnon) bag disken, har 26-årige Kecia Larsen fra Hornum overtaget driften af specialbutikken med integreret hyggeligt café-hjørne. Samtidig har butikken fået nyt navn, så på facadeskiltet står der fremover »Kecia’s Mad & Kager«. 

Navnet indikerer, at meget vil fortsætte uforandret under den nye butiks-indehaver, men nogle tilretninger sker der dog: Kecia har nemlig en vældig stor forkærlighed for kager og smørrebrød, og det vil også sætte sit præg på udvalget i butikken fremover: - Jeg ELSKER kager, og jeg ELSKER at lave forskellige kreative kager, hvor alt er lavet helt fra bunden, og af de bedste råvarer, og masser af det som gør en kage god, - ikke mindst rigtig smør og rigtig fløde, siger Kecia Larsen, som netop i dag onsdag klokken 10 åbnede døren til sin butik/café i Nibe for første gang.

Uddannet kok med bred erfaring
Sin unge alder til trods har Kecia Larsen et CV, som allerede er godt spækket med ansættelser hos blandt andet Rold Storkro, Skivum Krat og Søgaards Bryghus - sidstnævnte hvor hun gennemførte sin kokke-uddannelse. 

Hun har også erfaring med at tilberede mad til meget store selskaber, så derfor bliver én af hendes fokus-områder i Nibe også at tilbyde mad til receptioner, studenter-fester, konfirmationer og andre festlige anledninger. Her kan man bede Kecia om at komme med et forslag - eller man kan byde ind med sine helt egne ønsker til indhold og sammensætning af menuen til sit livs fest.

På mad-siden tilbyder Kecia også til hverdag »Take-Away«, men her bliver konceptet lidt anderledes end det folk i Nibe har været vant til.

Tapas, Hapas og hjemmelavede chokolader

Hylderne i »Kecia’s Mad & Kager kommer til at rumme masser af hjemmebag, - herunder også brød - samt kaffe og the, samt øl, sodavand, juice og andre læskedrikke.
Herudover tilbydes et udvalg af tapas, samt højtbelagt mini smørrebrød - det som Kecia i daglig tale benævner som »Hapas«.
Som en ny og særlig delikatesse tilbydes hjemmelavede chokolader, som Kecia selv med stor passion producerer helt fra bunden, og med de allerbedste råvarer: Belgisk »Callebaut« chokolade og det lækreste cremefyld.