Levende Legekultur har for tredje sommer i træk besøgt havnen i Nibe med »Legeskibet« Bona Vista, der samtidig er Nationalmuseets museumsskib. 

– I vore dage leger vi som individer og familier ikke længere på samme måde som tidligere, hvor mange forskellige lege blev overleveret fra generation til generation.

Sådan udtrykker Sofie, der er »legematros« på skibet Bona Vista, som til og med torsdag formiddag ligger til kaj i Nibe Lystbådehavn.

På kajen er der opstillet en større mængde legeudstyr og redskaber, som indbyder både børn og voksne til at lege med. I ugens løb har en række skoler og institutioner besøgt skibet: Nibe Skole, Nørholm Skole, Børnehaverne (i Nibe): Lunden, Solsikken, Klodshans, Myretuen, Dragehaven.

– Vi oplever, at »alle« gerne vil lege – eller lege med – og det sker på tværs af generationer, sprog og køn, og alle leger sammen, forklarer legematroserne Sofie og Thorleif, som Nibe Avis mødte ved besøget.

Agnes, Sofie, Tilde, Signe og Thea boltrer sig her i klatrestativerne, mens legematroserne Thorleif og Sofie er med i baggrunden. Helt bagest ses legeskibet »Bona Vista«.

Fakta: Legeskibet er udviklet af Gerlev Idrætshøjskole og Gerlev Center for Leg & Bevægelse med støtte fra Lauritzen Fonden. Legeskibet er nu en del af projektindsatsen, Levende Legekultur, som har til formål at styrke legekulturen i Danmark. Gerlev Idrætshøjskole og Center for Leg & Bevægelse har gennem 4 årtier beskæftiget sig med fysisk aktiv leg i forskning og praksis. Bl.a. andet i kraft af utallige bevægelsesprojekter og nationale indsatser.

Kammeraterne Emil (tv.) og Laurits (th.) spiller her et enkelt brætspil med brikker, der sendes afsted ved hjælp af elastikker. I midten legematroserne Sofie og Thorleif.