- Lørdag, 18. november 2023
Efter en lettere forsinkelse kunne Nibe Handelsforening, foreningens julegruppe og borgmester Lasse Frimand Jensen ånde lettet op og konstatere, at der igen i år kom lys i Torvets store juletræ i Nibe.
Traditionen var som foreskrevet: Nibe Blæsernes musiknisser spillede op på Torvet for en rekordstor folkemængde, og det frivillige beredskab rykkede ud med uddeling af risengrød til alle fremmødte.
Borgmester Lasse Frimand Jensen tog sin første tørn som borgmester, der tænder Nibes juletræ, og da kirkeklokkerne tav, skulle det hele gå i gang – MEN:
Hvem havde nøglen til det lille elskab, hvor hovedkontakten til juletræets lys er placeret ?
Oplev hele borgmesterens tale på Nibe Avis' Facebook profil
Efter fem minutters »træden vande« kunne der gives grønt lys til en velkomst og ordet til boirgmestere, som ønskede alle en god jul og sendte særlig hilsen til Nibes »Stafet for Livet«: – For det er noget af dét, som Nibe kan: Bringe os mennesker sammen om et godt og nødvendigt formål. Og med sin ret korte tale ønskede Lasse Frimand Jensen alle de op mod 500 fremmødte en god december og glædelig jul.
Nibeblæserne satte punktum med endnu et par hyggelige julemelodier.








