- Torsdag, 21. marts 2024
FODBOLD: Jyllandsserien, kvinder
Nibe B – Aalborg Freja 1-2 (0-1)
Målscorer: Rikke Nikolajsen
Første kamp i turneringen for JS-kvinderne var mod forhåndsfavoritterne fra Aalborg Freja på Nibe Kunstgræsbane og man må sige at man kunne se at modstanderne mente det alvorligt med at de er puljefavoritter sammen med Vejgaard B i denne pulje.
Nibe blev nærmest mast baglæns ud på Lundevej de første 25 min. og kun godt fighterhjerte hos Nibespillerne og specielt af Nanna Julin i målet gjorde at man kun var bagud 0-1 efter denne periode. Langsomt som gassen røg lidt af ballonen hos Freja, så kom Nibe noget mere med inden pausefløjtet.
I 2. halvleg blev der spillet lidt mere på begge banehalvdele, dog med et lille overtag til udeholdet men Nibe havde flere gode opspil fra de bagerste kæder, som man ville øve sig i, godt styret af Alberte Vestergaard der spillede en fin kamp som forsvarsgeneral i fraværet af Marie Vasegaard.
Et flot mål til 0-2 var åbenbart det der skulle til for at Nibe faktisk satte sig lidt på kampen de sidste 20 min og efter en reducering på straffe af Rikke Nikolajsen (begået mod hende selv) så kom Nibe faktisk frem til 3 store muligheder for en udligning.
”Det ville nok også have været tyveri hvis vi fik udlignet til sidst” udtaler en træt midtbane duo i form af Nanna Brix og Kristina Brutsaert der begge løb solen sort hele kampen. Der var i øvrigt comeback til Olivia Engelgreen der var et smut hjemme fra efterskolen for at hjælpe til.
Næste kamp er 7. april i Brønderslev.