Selv om det nok var de sidste af dagens vågne minutter der var på spil, var der skærpet opmærksomhed fra børnene, der torsdag aften i samråd med forældrene havde flyttet godnat læsningen til Nibe Bibliotek. 

Et mangeårigt initiativ fra Bibliotekets side blev med succes gentaget da Peter Søholm Simonsen, til daglig bibliotekar hos Aalborg bibliotekerne, torsdag aften dykkede ned i sit medbragte Tintin net fyldt med bøger, som for en stor dels vedkommende var bøger der stammede tilbage fra Peters egen barndom i slut tresserne, og som alle blev indledt med et: ”Nu skal i høre”.

Pyjamasklædte tilhørere  
Børnene var vildt optaget af Peters oplæsning og dybt koncentrerede lyttede til de spændende fortællinger, og de var klogt nok mødt op i nattøj og medbragt dyne, hvilket skulle vise sig at være meget fornuftigt, for i løbet af fortælletimen blev nogle af de små øjne og øer lidt trætte, hvorfor mor eller far kunne konstatere, at det nu var blevet tid til at tage hjem og dømme sengetid, og så er det jo praktisk at der er skiftet til nattøj.

Bøgerne  
Det blev til mange bøger som Peter Søholm Simonsen nåede at læse, her et lille udpluk af titler; ”Spaghetti med en yeti” som handler om en dreng Mads der begiver sig mod toppen af et bjerg for at finde en yeti. Bjerget er et monsterbjerg. Der var bogen om ”Vilde Viola”, som var så artig at hendes far og mor mente at hun måtte blive gift med en prins, men Viola havde hendes egen plan. Bogen om ”Manden der spiste hele verden”, og som kastede det hele op igen.  ”Ingen klatring” om Kanin der har lyst til eventyr og inviterer fem af sine bedste venner med på en lille klatretur.  Peter Søholm Simonsen havde valgt at slutte sin oplæsning med bogen ”Rend og hop Bob” , om drengen der altid sagde rend og hop uanset hvad forældrene sagde til ham, og en dag mødte han en løve……..og gæt hvad han sagde til den, ja, nemlig; rend og hop. Det blev farligt for ham.

Godnat og sov godt./HBS

Peters Tintin net gemmer på mange sjove fortællinger.