Anerkendelse efter et halvt århundrede i klubben: 

En sjældent anvendt anerkendelse blev tildelt Finn Kent Jensen, da Nibe Tennisklub forleden afholdt sommerfest med forudgående spil på banerne.

Sommerfesten, som efterhånden er en tradition i Nibe Tennisklub, startede helt som den plejer: Tennisspil på banerne hele eftermiddagen; Dog afbrudt af en del byger, hvor deltagerne så hyggede sig med kaffe, dartspil og hyggesnak i klubhuset. Ved aftenstide blev de sportslige aktiviteter afløst af den mere festlige del af arrangementet, og her indledtes med en velkomstdrink, samt en bekendtgørelse, som kun ganske få havde kendskab til forud for sommerfesten:

Den samlede bestyrelse - dog eksklusiv formanden - havde »rottet sig sammen« og besluttet sig for at udnævne det kun tredie æresmedlem i klubbens nyere historie. Om der har været udnævnt æresmedlemmer tidligere fremgår ikke af klubbens arkiver, men i 1996 blev Svend Aage Pedersen udnævnt som æresmedlem, og den samme hæder tilgik Oskar Dal Andersen i 2017. 

Den 30. august 2025 blev Finn Kent Jensen udnævnt som æresmedlem og hædret for en på alle måder forbilledlig indsats i klubben, og blev dermed den tredie i rækken, som fremgår af diplomet, der hænger i klublokalerne på Lundevej.

I motivationen for udnævnelsen fremgik det tydeligt, at der her er tale om en person, som har ydet en helt usædvanlig indsats for klubben i mange år: Finn satte for første gang sine ben i Nibe Tennisklub for præcis 50 år siden, og han kunne derfor samtidig fejre et fint jubilæum i klubben. 

Han har været aktiv spiller på banerne i de fleste af årene, og har på alle områder i klubben brugt sin tid og ressourcer på at gøre gavn i klubben. De seneste mange år har han været formand for Nibe Tennisklub, og ikke mindst fra 2011 og de efterfølgende 4-5 år stod han i spidsen for en helhjertet indsats, som vendte klubbens dvalelignende tilstand med kun ganske få medlemmer og aktiviteter, til at blive en stærk klub med styr på tingene, god økonomi, stærk medlemstilgang og vedvarende udvikling og aktivitet i klubben. For denne indsats fra klubben, medlemmerne, og bestyrelsen med Finn i spidsen, modtog Nibe Tennisklub i 2015 den fine udnævnelse som »Årets Vækkstforening« i Nordjylland - tildelt af DGI.

- Finn har igennem alle årene lagt et enormt stort engagement i udvikling af klubben, og fastholdelse af medlemmer og aktiviteter, og ikke mindst i sin tid som formand for klubben, har han vist sig som en meget energisk ildsjæl, som altid har en mening om tingene, men som også lytter til andre, og gi’r plads til andres ideer og forslag, så bestyrelsen og klubben konstruktivt arbejder sig frem til de bedste forslag og løsninger, lød det blandt andet i motiveringen for udnævnelsen af æresmedlemskabet.  / AN