- Mandag, 22. december 2025
I et gråt og halvtrist vejr uden udsigt til hvid jul var en stor forsamling alligevel mødt op på havnen i Nibe for at tage imod julemanden, som igen i år havde lagt sin rute forbi sildebyen.
Julemanden havde taget sin trofaste hjælper med, og de to kom sejlende ind i havnen i hver sin røde RIB gummibåd. Til ære for de mange, som havde taget opstilling på havnekajen, sejlede bådene et par ture frem og tilbage langs publikumskajen, så alle – både børn og voksne – rigtigt kunne se, at det virkeligt var julemændene, der nu var kommet til byen.
Til de glade juletoner fra Nibeblæsernes nisseorkester lagde de små røde gummibåde til ved slæbestedets lille bro, så julemændene kunne komme i land til det forventningsfulde publikum.
Og nærmest som ved et mirakel blev forventningerne indfriet, da julemændene straks begyndte at dele ud af pebernødder og slik fra deres store kurve.
Der var mange, som skulle beværtes, og selv om det tog sin tid, blev der efterhånden dannet et optog til den videre færd. Forrest i optoget kørte ikke mindre end fire biler fra brandvæsenet efterfulgt af en ambulance og tre traktorer fra det lokale veterantraktorlaug. De mange publikummer fra havnen udgjorde den gående del af optoget. Det blev ført an af de to julemænd, som kunne dele de sidste godter i deres kurve ud til forbipasserende.
Nisseorkestret var på magisk vis allerede spilleklar på torvet, da optoget nåede frem. Endnu flere publikummer var mødt op her, og alle kunne nyde de dejlige melodier som for eksempel ”It’s Beginning to Look a Lot Like Christmas”. Snart blev ”Højt fra træets grønne top” organiseret som en fællessang, og derefter blev der budt op til dans om det store juletræ på torvet. Det foregik selvfølgeligt til den kendte ”Nu det jul igen”, hvor orkestret fik sat farten op undervejs – ligesom det kommer til at ske om nogle dage i de små hjem.
Alle aktiviteterne på torvet denne eftermiddag blev styret af næstformand i Nibe Handelsforening, Bjørn Drejer. Fra den til lejligheden opstillede scene fik han – udover velkomsten til de mange fremmødte – annonceret udtrækning af de sidste gevinster i årets julelotteri, herunder hovedgevinsten (de heldige vindere kan ses et andet sted i denne avis). Han sørgede også for, at alle fik at vide, hvem der blev årets Nibenit – og hvorfor det blev vedkommende. Læs en særlig artikel om dette i denne avis.
Det hele blev sluttet af med, at julemændene vedligeholdt traditionen med at uddele slikposer til alle børnene på pladsen.
Og på den måde endte det hele med, at det lidt kedelige vejr blev erstattet af både lys, varme og glæde. / FH









