- Onsdag, 7. januar 2026
Deltidsansatte, frivillige, ledelse og gæster var den sidste dag i 2025 samlet til nytårsparole på beredskabsstationen i Nibe for at gøre status og ønske Godt Nytår.
Traditioner binder mennesker sammen. Det blev tydeligt Nytårsaftensdag ved Nytårsparolen 2025 på beredskabets lokalstation i Nibe, hvor medarbejdere, frivillige, samarbejdspartnere og gæster var samlet for at se tilbage på et år fyldt med både alvorlige hændelser, stærke fællesskaber og markante forandringer – og for at rette blikket mod fremtiden for beredskabet i Nordjylland og lokalt i Nibe.
Nytårsparolen er en anledning til at gøre status. Til at mindes dem, vi har mistet, takke dem, der yder en ekstraordinær indsats, og anerkende det fællesskab, der er fundamentet for beredskabets arbejde – både når alarmen lyder midt om natten, og når hverdagen skal fungere, sagde beredskabschef Jan Nedza fra Nordjyllands Beredskab, idet han oplæste en årsberetning fra beredskabets direktør Diana Sørensen.
Mindet om dem, vi har mistet
Inden blikket blev rettet mod årets begivenheder, blev der holdt et øjebliks stilhed til minde om to personer, der ikke længere er iblandt os: frivillig Michael Pyro Gustavsen og tidligere brandmand Hans Andersen. Begge har gennem mange år sat et tydeligt aftryk på beredskabet og fællesskabet, og deres indsats blev mindet med respekt og taknemmelighed.
Over 3.000 opgaver i løbet af året
Ud over den meget store naturbrand i Skagen har Nordjyllands Beredskab i 2025 håndteret mere end 3.000 opgaver. Opgaverne har spændt vidt – fra bygningsbrande og ABA-alarmer til rednings- og miljøopgaver.
Lokalt i Nibe har stationen haft 41 udkald frem til årets afslutning, fordelt på blandt andet:
- 10 bygningsbrande
- 10 ABA-udkald (automatiske alarmer)
- 10 assistancer til nabostationer
- 4 naturbrande
- 2 rednings- og miljøopgaver
- 5 øvrige udrykninger og færdighedsudkald
De lokale indsatser blev suppleret med yderligere to udkald nytårsaften og nytårsnat.
Blandt indsatserne rundt om i Nordjylland har der været hændelser med tragiske konsekvenser, hvor mennesker har mistet livet. Det blev understreget, at disse oplevelser ikke blot er noget, man forlader på skadestedet – de sætter også mentale spor.
Jubilæer og hædersbevisninger
En særlig del af Nytårsparolen var hædringen af medarbejdere med mange års tjeneste. Her blev særligt fremhævet Werner Lakmann Nielsen, som blev hædret for 50 års tjeneste i beredskabet – hovedsageligt ved Hobro Civilforsvar – og blev fremhævet som en person, der altid står klar, når der var brug for en chauffør eller en ekstra hånd. Der blev også uddelt hæderstegn for 25 års tjeneste til Kirsten Bach, og medaljer samt diplomer blev overrakt.
For 10 års tjeneste blev følgende frivillige hædret: Thomas Høecke, Tanja Nikolajsen, Jackie F. Pedersen, Jørn Friis Hansen og lokale Dawid Zyrek.
Om Dawid Zyrek, der som den eneste af jubilarerne er tilknyttet lokalstationen i Nibe, blev det nævnt, at han oprindeligt kommer fra Polen, bor i Nibe, er far til to børn og gennem 10 år har været en stabil, positiv og hjælpsom del af Nibe-stationens beredskab.
Der blev også sendt varme ord til tidligere beredskabsfolk, veteranklubben i Nibe, samarbejdspartnere, virksomheder der stiller medarbejdere til rådighed, samt borgmestrene, der efter valget træder ud af bestyrelsen.
Med styrke, erfaring og fællesskab går beredskabet ind i 2026 – klar til nye opgaver, nye udfordringer og fortsat med fokus på at passe på hinanden, sluttede Jan Nedza’s oplæsning af beredskabsdirektørens tale.
Ros til og fra de lokale
Stationsleder Morten Fisker benyttede lejligheden til at takke de deltidsansatte brandfolk i Nibe for altid at møde med faglighed, mod og sammenhold. Stationslederen roste også det samlede sammenhold og opbakning fra alle sider i Nordjyllands Beredskab.
Fra Frits Sørensen, der er talsmand for de frivillige på lokalstationen blev der rettet en særlig tak til stationsleder Morten Fisker for sin positive tilgang, diplomati og måde at samle folk på – også når opgaverne er svære. / JS
LÆS HELE REPORTAGEN FRA NYTÅRSPAROLEN I NIBE AVIS' TRYKTE UDGAVE – LÆS HER.










