FODBOLD: Jyllandsserien, herrer

Gug B – NB: 3-1 (1-0)

Mål for Nibe: Markus Adelsen

Efter den seneste kamps afklapsning i Helsted var det spændende at se, om Nibe kunne rejste sig mod rækkens klare tophold, der med en sejr kunne tage oprykningen med hele tre kampe tilbage af sæsonen.

Det blev da også til den ventede hjemmesejr, men Nibe lagde sig ikke ned uden kamp. Efter hjemmeholdets 1-0 føring ved pausen havde de flere på stadion nok fornemmelsen af, at resultatet kunne have været et andet. Nibe spillede sig vel til en 6-7 chancer, hvor godt halvdelen af dem var i den store ende, men Gugs keeper viste, hvorfor han kun havde lukket 4 mål ind i sæsonens første 10 kampe.

Nibe fortsatte med at klø på i anden halvleg, og godt 10 minutter inde fik Kristian Kierch Pedersen flot sendt Markus Adelsen afsted på kanten, hvor han snørede sin direkte modstander og fik endeligt udplaceret Gugs keeper til 1-1.
Herefter overtog hjemmeholdet kampen mere og mere, mod et Nibehold der begyndte at vise træthedstegn. 7 minutter før slutfløjtet blev et langt indkast fra Gug flot snittet videre hen over den ellers langlemmede Anders Lund i Nibes mål, og bolden gik ind ved den bageste stolpe. Topholdets held.
Nibe prøvede med en satsning, men der var ikke rigtig mere benzin i tanken, og Gug lukkede endeligt kampen til slutresultatet 3-1 med to minutter tilbage.

Træner Mick Andersen: – Havde du spurgt mig efter vores seneste kamp, om jeg troede på, at vi kunne redde os, så ville jeg nok trække lidt på svaret, men det svar spillerne giver i kampen i dag mod rækkens fortjente oprykkede, viser mig, at der forsat er muligheder for os i denne række, hvis alle vil prioritere junis fodbold.

Set ud fra chancer i dag, så skulle vi minimum have haft 1 point med herfra, men vi manglede lige det sidste i de afgørende situationer. Nu har vi potentielt tre finaler tilbage i rækken, og selvom vi ligger sidst lige nu, så kan 3 sejre i træk være med til at gøre det hele meget spændende. Vi gør os klar til den første finale på fredag, og så tager vi den derfra.’

Næste kamp for Nibe er fredag den 5. juni på hjemmebane kl. 18.30 i en bundgyser mod IF Skjold Sæby, hvor begge hold skal bruge en sejr.
Allerede tirsdag skal Nibe ud i pokalturneringen mod Vodskov. Kampen spillers kl. 19.00 i Vodskov. / JS