
- Mandag, 10. december 2018
Den forløbne weekend var der atter indkaldt til Kulturweekend i Lundby Kultur- og Forsamlingshus.
Julen nærmer sig, og det er samtidig tidspunktet for den årlige Kulturweekend i Lundby, som i år blev afholdt for 36. gang i træk. Her samles den lokale kultur med udstillere af kunst og husflid m.v. til en interessant weekend, hvor julen også får lov at spille - omend en mindre - rolle.
Traditionen foreskriver endvidere, at åbningen af årets Kulturweekend ledsages af en åbningstale, som i år var lagt i hænderne på tidl. forstander ved Nordjyllands Landbrugsskole, Niels Quist-Jensen, der af mange også vil være kendte som lokal landmand i Lundby, idet han gennem mange år har drevet et landbrug her.
Og det var en meget veloplagt Niels Quist-Jensen, der tog ordet som optakt til selve Kulturweekenden. Han talte bl.a. om by og land, og hvordan kulturen er med til at samle os alle – ikke mindst lokalt. Særligt tog han emnet om »udkanten« op, og mindede om, at der oftest ligger en dybere sandhed i udtryk som »udkantsdanmark« og »by-danmark«: – Vi skal huske på, at når man byerne ønsker mere og renere energi, ja, så skal man jo som regel på lande, hvis der f.eks. skal opføres vindmøller. Det samme gælder for det meste, når det handler om fødevarer. Nok bor de fleste i byerne, men det er på landet, fødevarerne produceres.
Omvendt, så er byerne en styrke for oplandet, men »på landet« kan vi også klare os selv. Det er Lundby et lysende eksempel på.
Læs mere fra Kulturweekenden i denne uges trykte udgave af Nibe Avis.
